Beboergruppen Almen Modstand har de seneste par måneder kæmpet for at skaffe de nødvendige 50.000 underskrifter, sådan at borgerforslaget om at afskaffe ghettoloven igen kan blive behandlet i Folketinget. Og tirsdag lykkedes det at nå de 50.000 underskrifter. Almen Modstand håber, at det kan resultere i, at loven om nedrivning og salg af almene boliger vil blive afskaffet.
Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), har besluttet at stoppe arbejdet med at opsætte de såkaldte pukkelbump på de århusianske veje, har han meddelt Lokalavisen Aarhus. Han ønsker en redegørelse fra sine embedsmænd om, hvorfor man har valgt pukkelbump igen, selvom de for nogle år siden blev fjernet på Langdalsvej i Brabrand på grund af nabogener.
Som tidligere år har Rema 1000 på Stenbækvej juletræssalg. Per Pedersen har lånt et par parkeringspladser og har hver dag frem til jul fra kl. 13.00 salg af juletræer. Der er tale om selvbetjenings-salg via MobilePay.