Fredspladsen genlød endnu en gang af sang, da Samvirket i Gellerup og Toveshøj tirsdag eftermiddag holdt årsmøde. Naturligvis skulle der synges – og især blev der sunget med på Gellerups nye sang, “Åbn din gyldne port”, hvor Martin Hornstrup som altid spillede for.
Ved Samvirkets årsmøde på Fredspladsen blev der overrakt hele to ildsjælepriser – for både 2020 og 2021. Priserne gik til Chadi Ali Kayed og Elsebeth Fredriksen for deres store indsats i lokalområdet. Her ses alle de fem nominerede, fra højre Helle Hansen, Chadi Ali Kayed, Elsebeth Frederiksen, Allan Fisker og Peter Kjellerup.
Der var tæt opløb om årets Karmapris, som Brabrand-Årslev Fællesråd i aftes uddelte på foreningens generalforsamling. Prisen gik til Per Bredgaard Falk, som fik prisen for sit store arbejde med at få etableret en bro over jernbanen ved Årslev Skov. Han fik blandt andet et kunstværk skabt af Tine Hind, som bor i Gellerup.
I aften kl. 19.00 kan du på Gasværket høre Georg Metz med foredraget ”En bovlam krikke – dansk kulturpolitik i 2020´erne”. Georg Metz er tidligere chefredaktør kolumnist og foredragsholder. Billetprisen er 180,-. Du bestiller billet ved at sende en mail til dgg@detgamlegasvaerk.dk med navn og antal ønskede billetter.
Er du Centerrådets nye kasserer? Hvis du har interesse for at arbejde med regnskaber og lyst til at være med til at skabe rammerne for liv og aktiviteter på Lokalcenter Brabrand, så er det dig, lokalcentret har brug for. Om du udover regnskabsarbejdet har lyst til at deltage i Centerrådets arbejde, er op til dig selv – det er primært en kasserer lokalcentret har brug for. Ring til formand Frede Schmidt-Hansen på 3074 8172 for en snak om, hvad jobbet indebærer.
I eftermiddag kl. 16.00 holder Vores Brabrand åbent redaktionsmøde hos BARe VIN i City Vest. Kom forbi og få et glas god vin og en snak om dit lokalsamfund.
Brabrand IF Fodbold inviterer igen i år til et stort, sjovt fodboldstævne for alle, der er skolestartere/går i storbørnsgruppen eller går i 0., 1., 2. og 3. klasse og bor i Brabrand-området. Arrangementet afvikles den 18. september på Brabrand IFs kunststofbane, som ligger længst nede mod søen. Der kan tilmeldes drengehold og pigehold.