I eftermiddag kl. 16.30-18.00 er Det boligsociale Hus vært for en uddannelsesaften om bygge-fagene. Det foregår i huset Yggdrasil, Dortesvej 35A. Du kan blandt andre møde Mohamad Al-Far fra MF-byg, som kommer og fortæller om hvordan det er at starte egen virksomhed. Hør også om uddannelserne på Aarhus Tech.
Opgang2 Turnéteater inviterer i anledning af udgivelsen af digtsamlingen ”aldrig før” i aften kl. 20.00 til forestillingen Jalla:17, hvor Søren Marcussen læser digte op på både dansk og arabisk. Det foregår på Gellerupscenen. De medvirkende er Søren Marcussen (ord, digte og film), Imad Kaaouach, formand for Arabisk Dansk Kultur Hus, (oversættelse, tale og recitation), musikerne Bilal Chabaan (oud) og Mads Horsbøl (keyboard).
I morgen, torsdag, går det igen løs med forestillingen “Under den hvide bro” på Gasværket. Der er stadig ledige billetter til Vester Gasværks tre sidste forestillinger torsdag, fredag og lørdag. Pris pr. billet er 100,-. Du kan finde alle informationer her på hjemmesiden.