Brabrand IF skal i 1. runde af årets pokalturnering en tur til Odder for at møde det lokale danmarksseriehold. De to hold spillede indtil for få år siden i samme række – den daværende 2. division – men Brabrand rykkede en tand op, mens Odder tog elevatoren en etage ned. Og nu mødes de to hold så igen. Det andet lokale fodboldhold, Vatanspor, får fornøjelsen af at tage imod Lyseng fra 3. division.
I disse dage kan du frem til d. 10. juli se en fotoudstilling med temaet “Usbekisk kultur” i Mellemrummet ved indgangen til Gellerup Bibliotek. Onsdag kl. 15.00 afholdes reception for udstillingen, hvor man har mulighed for at smage på usbekisk traditionel chak chak og bogirsok (bagværk fra Mahbubas kageklub) samt få en kop te eller kaffe, mens foreningen Usbekiske Initiativer fortæller om usbekisk kultur og fotografierne.
Onsdag kan du også deltage i tegne- og maleworkshoppen “Adras inspiration – usbekiske mønstre” med designer Zulfizar i Gellerup Art Factorys lokale fra kl. 16.00-18.00. Målgruppen er unge og voksne. Deltagelse er uden tilmelding, men kom gerne i god tid til at være med, der er plads til 10-12 personer. Deltageren kan tage deres kunstværker med hjem.
Årets fodboldskole i Gellerup er i gang. 100 deltagere – cirka lige mange piger og drenge – deltager i fodboldskolen, der arrangeres af fodboldklubben ACFC i samarbejde med Dansk Boldspil-Union og Get2Sport.
Ligesom sidste fredag byder Café Europa, Karen Blixens Boulevard 7, også den kommende fredag d. 7. juli kl. 15.30 på live-musik til at gå weekenden i møde. Det er denne gang Vingard, som kommer og deler ud af sine lyriske færdigheder. Hun spiller selvkomponerede sange i retning af country lidt i retning af Dixie Chicks og Chris Stableton.
Rema 1000 på Stenbækvej skærper reglerne for, hvordan man kan komme ud af butikken. Fremover kan man ikke gå gennem kassen uden at købe noget, men skal i stedet henvende sig til personalet for at få lov til at gå ud. “Vi ønsker ikke at besværliggøre indkøbsoplevelsen for alle vores gode kunder, men må samtidig forsøge at passe på vores varer,” skriver butikkens ledelse på Facebook.
Den unge fodboldspiller Oscar Fraulo, der netop er skiftet fra FC Midtjylland til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach, har netop doneret nye målnet til fodboldklubben IVF Idræt Venskab Forening i Toveshøj, skriver klubbens talenttræner Peter Johannesson på Facebook.