På fredag d. 6. februar inviterer Grimfest og Aarhus Musikhus til en hel dag med koncerter, skater-konkurrence, og alt hvad der ellers hører til en rigtig Grimfest – bare indendørs. “Vi tør godt love et ekstraordinært sceneshow, når vi flytter skaternes yndlingslegeplads ind i Musikhuset nu på fredag. Den hæderkronede Store Sal danner rammen om en vaskeægte Skate Contest med en half pipe i fuld størrelse, dj’s og et stærkt line-up af skateboard-talenter fra nær og fjern. Det er første gang i husets historie – intet mindre,” skriver Grimfest om arrangementet. Du kan stadig købe billetter til arrangementet her.
Håndboldfesten er forbi, og de danske guldvindere er blevet fejret godt og grundigt på deres færd fra Herning til København i mandags. Faktisk var det lokale Todbjerg Busser med hovedkvarter på Sintrupvej, der stod for transporten af de danske gulddrenge. I denne video på TV2 kan du følge, hvordan en af selskabets busser i rekordfart blev omdannet til Guldbussen.
I dag inviterer TrygFonden og Aarhus Friplejehjem Helheden til optagelsesprøve for hunde og hundeejere, som vil være en del af besøgshunde-korpset. Tilmelding og info på hjemmesiden besøgshunde.dk. Det er ikke muligt at deltage ved blot at møde op.
I weekenden var børn og voksne i Skovgårdsparken samlet for at lave en række lys-installationer, der skal stå forskellige steder i boligområdet og lyse op i mørket. Brabrand Billedskole stod bag lys-værkerne.
I eftermiddag kl. 14.45 åbner Gellerup Kirke kirkerummet til stilhed og eftertanke, meditation, bøn og lystænding. “Kl. 14.45 indleder vi med fredsandagt og kl. 16.45 afslutter vi med en kort andagt,” skriver kirken. Tilbuddet gentages hver onsdag i samme tidsrum frem til 15. april.
Betjente fra Østjyllands Politis Færdsel var tirsdag på aktion i blandt Tilst, Brabrand, Aarhus Vest og langs Ringvejen på en kold og blæsende dag. En patrulje besluttede at standse en bil med fem personer i, og kørte derfor op på siden af bilen, hvor de fik øjenkontakt med føreren, og fremviste politiets stopskilt. Han drejede herefter ind ad en sidevej og standsede bilen, og patruljevognen standsede foran den. Mens betjentene steg ud, hoppede føreren af bilen dog om på bagsædet, så der sad fire personer på bagsædet og en enkelt på det forreste passagersæde, men da betjentene havde haft øjenkontakt med føreren flere gange inden standsningen, var det ikke svært at udpege ham. Det viste sig, at den 24-årige som havde ført bilen, ikke havde kørekort.
