I dag fra kl. 10.00 vil Gasværket være fyldt med foredrag, koncerter og meget mere, når kulturfestivalen Vinterstemmer bliver afviklet. Det meste er gratis, mens du skal købe billet til jazzbrunch og aftenkoncert. I løbet af dagen kan du i den gratis afdeling møde bl.a. forfatterne Ida Marie Hede og Gerd Laugesen, digteren Peter Laugesen med band og det sprælske orkester Løgn & Latin. Desuden er der i eftermiddag også fællessang på programmet. Du kan se hele programmet her.
I formiddag kl. 9.30 kan de 1-3-årige og deres voksne på Gellerup Bibliotek være med til et nærværende og hyggeligt musikalsk arrangement med Ditte Aarup Johnsen fra Eventyrværkstedet og de to hånddukker, hunden Bobo og frøen Tit. Tidligere på vinteren har hun besøgt en række daginstitutioner i lokalområdet. Du kan læse om projektet her.
I formiddag kl. 10-12 inviterer afdelingsbestyrelsen i Gellerupparken til morgentræf med kaffe og rundstykker. Du kan høre, hvad der rører sig i afdelingen i Samlingshusets Lille Sal.
Trods kulde og blæst var der fredag middag bålhygge i Toveshøjhaven ved Hasle Bakker. Det var Livsværkstederne, der inviterede deres brugere og alle andre, som trængte til lidt frisk luft, på bålbagt omelet, kaffe og hyggelig stemning.
Fredens Hus søger nye frivillige dialogpiloter til at facilitere dialogværksteder for udskolingselever og gymnasieklasser. Dialogværksteder for folkeskoler og gymnasier er en fast del af vores arbejde i Fredens Hus og foregår løbende hele året rundt og varetages af de frivillige dialogpiloter. “Bl.a. har vi et ny kombination af forestillingen Gud Bevare Danmark og dialogworkshops på gymnasier, som vi snart skal i gang med. Og det betyder at vi har brug endnu flere dialogpiloter til at hjælpe os. Hvis det lyder som noget for dig holder vi et åbent frivillig møde d. 2. februar 16.30-18.00 (inkl. aftensmad!), hvor du kan komme og høre mere,” lyder invitationen fra Fredens Hus.
Gellerup Bibliotek havde tirsdag fuldt hus til et foredrag på biblioteket, hvor fotojournalist Mikkel Hørlyck leverede et medrivende fotoforedrag om verdens brændpunkter. Fotografen fortalte bl.a. om sine besøg i Somalia, Syrien og i Ukraine.
På tirsdag d. 3. februar kl. 19:00 kan du på Gasværket høre fotograf og fritidsfisker Niels Aage Skovbo fortælle om havørreden i Gudenåen: Hvordan kunne det ske, at ørredbestanden i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket kunne falde med 80%, og hvordan får vi havørreden tilbage til Gudenåen? Det er nogle af de spørgsmål, Niels Aage Skovbo vil vende. Alle er velkomne. Gratis adgang.
