Måske har du lagt mærke til den meget store damesko, der er stillet op foran HK Østjyllands hovedkontor ved Silkeborgvej? Skoen skal være med til at gøre opmærksom på, at også mange af HK´s kvindelige medlemmer slides ned. “Det er meningen, at skoen skal skabe noget opmærksomhed,” fortæller formanden for HK Privat Østjylland, Søren Sørensen i dette indslag i TV Aarhus.
Oliven Spejderne i Gellerup/Toveshøj er blevet indstillet til prisen som Årets Lokale Forening. Med titlen følger et beløb på 100.000 kroner, og det kan spejderne godt bruge, da de sparer sammen til at få deres eget sted i Toveshøj. Du kan læse mere om Oliven Spejderne og stemme på dem her.
Brabrand IFs håndboldkvinder måtte acceptere et stort nederlag, da de tirsdag aften spillede den første hjemmekamp i 2. division. Gæsterne fra Skovbakken løb med en storsejr på hele 27-13. Brabrand spiller næste gang på på søndag på udebane mod Ejstrup/Hærvejen.
Livsværkstederne er igen i dag ude i Gellerup-området med den mobile kaffevogn. Kl. 12.00-13.30 kan du møde personale og brugere fra Livsværkstederne ved Det boligsociale hus Yggdrasil og få en kop kaffe, et stykke kage og en god snak.
Også i dag og de følgende dage til og med fredag kan du blive testet for corona i Gellerup. Det mobile testcenter er åbent i Nordgårdhallen, Tinesvej 17, kl. 9 til 16.
I aften kl. 18.45 kan du se Brabrands håndboldherrer i 3. division spille sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen er Hørning Håndbold. Brabrand tog i forrige weekend hul på sæsonen med et snævert nederlag til Todbjerg/Mejlby.