Brabrands håndboldherrer kom flyvende fra start i 3. division, da holdet søndag indledte sæsonen hjemme i Brabrandhallen. Nørre Djurs var på besøg, og kampen endte med en 10-målssejr til Brabrand. Cifrene lød på 32-22, og det betyder, at holdet lægger sig i spidsen for rækken sammen med Skovbakken. Netop de to hold mødes på søndag i Vejlby-Risskov Centret.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, til foredrag med politibetjent Peter Petersen, som fortæller om tiden som eneste politimand i Nordøstgrønland – 850 km fra nærmeste by – i 365 døgn. Han og beboerne lærte hurtigt hinanden at kende, og han måtte påtage sig mange roller, blandt andet sjælesørger, privat rådgiver, turistguide og pengeudlåner. Læs mere om foredraget her. Alle er velkomne. Pris 90,- inkl. kaffe/the og kage.
Tirsdag eftermiddag mødte ca. 50 personer op til kvartalsmøde i Samvirket i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken. Det foregik denne gang på Kløverskolen, hvor skoleleder Lene Schmidt-Sørensen inviterede alle indenfor i foyeren, hvor hun fortalte om det første år på den nye skole. Skolen har netop afsluttet endnu et forløb med projektbaseret læring, også kaldet PBL. Som altid afsluttede eleverne med en præsentation for forældre og de andre elever.
Brabrands fodboldkvinder i C-Liga kom mandag aften tilbage på sejrs-sporet efter en intens fight på udebane mod Aalborg Freja. Begge hold var målløse i første halvleg, hvorefter Brabrands Marika Skov efter en time scorede kampens eneste mål i Brabrands 1-0-sejr. Holdet overlod med sejren sidstepladsen til Randers Q.
Stilling
På torsdag d. 1. oktober mellem kl. 15 og 17 holder Brabrand Boligforening åbent hus i de tre boliger i Toveshøj, hvor man har lavet prøvealtaner. I forbindelse med den kommende helhedsplan undersøger boligforeningen forskellige muligheder for åbne eller delvist åbne altaner. Alle tre boliger er i samme blok: Lenesvej 11 – 24, og dem vil vi gerne åbne for de beboere, der har lyst til at få et kig. Alle mødes ved Lenesvej 11, st. på havesiden kl. 15.
På fredag kl. 12.00 sætter Grimfest igen kursen mod endnu en musikfestival. På det tidspunkt åbner festivalen for salg af partout-billetter. “Stil en alarm, send en reminder til dig selv, sæt et kryds på din hånd eller skriv dit op til vores nyhedsbrev og blive påmindet om det,” lyder det fra festivalen.
Så har Vester Gasværk startet billetsalget startet til “Robin Hood – langt ude at skyde!”. En hæsblæsende, aktuel og vanvittig morsom genfortælling af den gamle historie skrevet af revyforfatterne Vase og Fuglsang. Ved billetbestilling kan man bestille en tapasplatte til servering kl. 18.00 ved aften-forestillinger eller en lagkage med kaffe” ved eftermiddags-forestillinger. Du kan købe billetter her.



