Lørdag d. 3. oktober kl. 12-16 inviterer Bydelsmødre i 8220 sammen med Kræftens Bekæmpelse til Lyserød Lørdag i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B. Det er en festdag, hvor frivillige ildsjæle, foreninger og erhvervslivet samler ind til brystkræftsagen gennem et utal af lyserøde aktiviteter. Årets tema er “Livet med og efter kræft”. På dagen kan du blandt andet opleve en personligt fortælling fra en kræftramt og musikalske indslag med Carmie.
I formiddag kl. 10-13 lægger Sølyst igen rammer til en naturdag i de smukke omgivelser på Louisevej 100. Denne gang kan I prøve kræfter med bålmad på nye måder, når værterne bl.a. bager rodfrugter i saltdej over bålet. “Saltdej er en sjov og enkel måde at tilberede både kød, fisk og grøntsager over bål – og noget, du nemt kan prøve derhjemme,” skriver arrangørerne. “Tag familien under armen, pak en god madpakke, og nyd en hyggelig formiddag i naturen.” Læs mere her.
I dag kl. 10.00-15.00 samt kl. 15.00-18.00 (voksensvømning) er Gellerupbadet igen åbent efter en række lukkedage. Desuden er Gellerupbadet også åbent søndag den 27. september kl. 10.00-15.00.
I eftermiddag kl. 14.00 løber Brabrands 2. divisionshold i fodbold igen på banen til en hjemmekamp. Denne gang er det rækkens nummer ét, Nykøbing FC, der besøger AURA Park. “Vi har sat os selv under maksimalt pres og skal have point på AURA Park mod rækkes absolutte tophold fra Nykøbing FC. Lolland-Falsters fodboldflagskib var inden sæsonstart spået til at blande sig i toppen, selvom de er nyoprykket. Alligevel er det imponerende, at holdet fra sydhavsøerne har indledt så solidt,” skriver sportschef Andreas Rasch-Christensen i sit oplæg til kampen.
I eftermiddag kl. 15.30 spiller også Vatanspor på hjemmebane i Jyllandsserie 2. Dagens modstander på anlægget i Sødalen er Odder Fodbold.
I aften kl. 18.00 kommer film-instruktøren Omar Shargawi til Gellerup Art Factory, Karen Blixens Blvd. 23, og viser filmen ”Palestinian Unwanted”. Der er gratis entré til filmen. Maden koster 40 kr. og betales på MobilePay: 122305 – skriv GAF. Læs mere her.



