En af de kraftigste snestorme i 25 år har ramt Østjylland, beretter Aarhus Kommunes vintertjeneste. “Trafikken i Aarhus og Østjylland er voldsomt udfordret allerede nu, og der er kun udsigt til endnu mere sne. Vi gør vores allerbedste for at rydde vejene, men trafikken er voldsomt udfordret allerede nu, og der er kun udsigt til endnu mere sne,” skriver Aarhus Kommune på Facebook.
“Lige nu er alle busser og letbane aflyst i Aarhus-området. Har du barn i dagtilbud, skole eller fritidstilbud, er du pårørende i ældreplejen eller skal du til et møde, så hold dig orienteret om vejr- og trafikforhold, inden du går ud. Følg med der, hvor du plejer at få din information.”
Opdatering kl. 10.30 fra Aarhus Kommune: “Lige nu er 30 sneplove på vejene, men snevejret er så voldsomt, at vi ikke kan følge med. Vi koncentrerer os om at rydde indfaldsvejene, de såkaldte klasse 1-veje.”
I følge Stiften har Midttrafik meddelt, at alle århusianske bybusser nu foreløbig er indstillet frem til klokken 15.
Du kan godt glemme alt om at benytte Brabrandstien onsdag morgen, hvor vejene er føget helt til med sne. Tirsdag meddelte Aarhus Kommune, at “det sejler på Brabrandstien, og det er stort set umuligt at cykle dernede. Del gerne nyheden allerede nu med cykelglade venner og bekendte, så ingen kører forgæves på jernhesten i morgen tidlig, hvor stien bliver helt lukket.”
Med de nye vandstigninger i Brabrand Sø er rostadion igen nærmest oversvømmet af vand. Billedet er taget i bådehuset, hvor vandet ligesom i november igen står højt. Både og andet udstyr er i sikkerhed, men man begynder at frygte for, at den langvarige periode med vand kan skade huset, fortæller brugere af anlægget.
Indehaver af restaurant Zyara i Gellerup, Mohammed Kassem, er en af de lokale iværksættere, som er med til at skabe nye jobs i bydelen. “Her er der mulighed for, at unge kan få et fritidsjob. Der er også mulighed for, at folk kan komme i jobafklaring. Jeg ansætter også fleksjobbere. Og så ansætter jeg generelt folk fra lokalområdet. Sådan nogle muligheder har jeg ikke haft, da jeg var ung, fortæller han i dette indslag med TV2 Østjylland.
På tirsdag d. 9. januar inviterer Folkehuset Brabrand på et glas bobler, og man har mulighed for at ønske hinanden godt nytår. Derefter byder cafeen på wienerschnitzel m. tilbehør og rugbrødslagkage, og pianist Vibeke Lundgren Nielsen spiller og fortæller om de festlige wienervalse. Prisen er 150 kr. Billetter kan købes i cafeen til og med fredag d. 5. januar.
Under en patruljering i indkøbscenteret Bazar Vest blev en patrulje fra Østjyllands Politi tirsdag eftermiddag kl. 16.37 opmærksomme på en mand, som stod med siden til betjentene og talte i telefon. I den anden hånd stod vedkommende og smuldrede en klump hash ned i noget cigarettobak, der lå på et stykke papir, og betjentene rettede derfor henvendelse til ham. Da den 48-årige mand opdagede, at politiet gerne ville i kontakt med ham, smed han hashklumpen fra sig, hvilket betjentene dog ikke havde problemer med at opdage, selvom manden nægtede kendskab til hashklumpen. Den 48-årige blev sigtet for besiddelse af narko, og hashklumpen beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Beboere på Røgelvej har tirsdag haft besøg af indbrudstyve. I følge Østjyllands Politi er indbruddet sandsynligvis blevet begået mellem kl. 00.00 og kl. 12.11.