Ung i Aarhus inviterer d. 14.-16. april til musikweekenden Stereostarter på Sødalskolen. Det er en weekend for alle musikinteresserede unge i alderen 13-17 år med fuldt program i form af undervisning, sangskrivning, fællesskab, jam og afslutningskoncert. Man kan både tilmelde sig alene, sammen med en ven eller sammen med sit eksisterende band. Det koster 100,- til forplejning. Tilmelding senest på fredag d. 31. marts via dette link.
Der har længe været usikkerhed om tidspunktet for afviklingen af lørdagens lokalopgør mellem Brabrand og Aarhus Fremad, men tirsdag faldt det på plads, at kampen spilles lørdag kl. 11.30 på kunstgræsbanen ved Vejlby-Risskov Hallen. Her skal Brabrand forsøge at hente yderligere points i kampen om en plads blandt de seks bedste hold, der kommer med i oprykningsspillet.
Tirsdag kom det i øvrigt frem, at Aarhus Fremad nu er ejet af en rigmand fra Nigeria. Den 37-årige software-ingeniør Shola Akinlade overførte tirsdag det aftalte beløb og erhvervede sig 55 procent af klubben. Han håber, at Aarhus Fremad i løbet af nogle år skal spille i Champions League. Du kan læse mere her i Stiften.
I eftermiddag kl. 14-16 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til sognecafe, hvor Hans Peter Rasmussen fortæller historier fra Aarhus – både sørgelige, blodige, sjove og oplivende historier.
I dag fra kl. 13.00 byder Livsværkstederne, Gellerup Kirke m.fl. på Spis & Syng på Fredspladsen. Der vil være et gratis varmt måltid mad og hyggelig fællessang.
I eftermiddag kl. 15.30 inviterer Brabrand Erhvervsforening til generalforsamling og efterfølgende virksomhedsbesøg hos ELCON, Edwin Rahrs Vej 73. Der har været tilmeldingsfrist.
På lørdag d. 1. april holder Årslev Kro singlefest med bl.a. livemusik med Alley-Cats. Kroen har nu på opfordring udskudt festens afslutning til kl. 1.00, sådan at tidspunktet passer med den sidste bus ind mod Aarhus. “Det betyder en time mere med højt humør, fantastisk underholdning og godt selskab. Vi glæder os til at se jer,” skriver Årslev Kro på Facebook. Du kan læse mere om singlefesten her.
Zar Paulo, der delvist har rødder i Brabrand, får til sommer opfyldt en drengedrøm, når bandet skal spille på Roskilde Festival. “Fem venners drømme bliver til virkelighed på en scene i støvet. Vi kan ikke understrege nok, hvor kolossalt det her er for os,” skriver Zar Paulo på Facebook.