Aarhus Byråd vedtog i aftes aftalen om nedrivninger og omdannelse af Gellerup og Toveshøj, Aarhus Kommune for nylig indgik med Brabrand Boligforening. Alle partier undtagen Enhedslisten stemte for. Da Brabrand Boligforenings repræsentantskab også godkendte aftalen mandag, er den nu vedtaget.
Fra på mandag og 14 dage frem sidder repræsentanter for Aarhus Kommune på alle hverdage fra 9 til 15 klar i E&P Huset til at svare på spørgsmål om den kommende omdannelses- og nedrivningsplan for Gellerup og Toveshøj. Alle beboere får de kommende dage også besked via E-boks og husstandsomdelt materiale.
Aarhus Byråd besluttede tirsdag aften også at gå videre med et forslag om at overveje etablering af et omløb til Årslev Engsø, sådan at de unge havørreder slipper for at skulle igennem engsøen. Teknik og Miljø udarbejder nu et konkret forslag.
Der var på Brabrand Boligforenings repræsentantskabsmøde mandag kampvalg om formandsposten i foreningen. Keld Albrechtsen har de sidste fire år været formand, men i år blev han udfordret af formanden for beboerne i Gellerupparken, Abdinasir Jama. Keld Albrechtsen vandt dog afstemningen med stemmerne 52 mod 29 til Abdinasir Jama, skriver Jyllands-Posten.
I eftermiddag kl. 15.00 kan du igen komme på byparkvandring i Gellerup, denne gang med skov- og landskabsingeniør Søren Rostved, som vil lede turen rundt i byparken og fortælle om den diversitet af planter, urter og træer, der er i parken.
I dag kl. 16.30 er der som så ofte før fyraftenssang under ledelse af organist i Gellerup Kirke, Martin Hornstrup. Det foregår denne gang på Birkebakken, Hejredalsvej 144 – og ikke som skrevet i nyhedsbrevet i fredags i Gellerup Kirke.
I aften kl. 19.30 inviterer Brabrands uafhængige folketingskandidat, Chresten H. Ibsen, til politisk hyggeaften i sin have på Hvedebjergvej 92. Han og muligvis flere andre lokale kandidater vil fortælle om deres fokusområder, og repræsentanter for fællesrådene i Brabrand-Årslev og Gellerup vil stille spørgsmål.