Lokalcentret Gellerup holder i dag kl. 14.00-15.30 årsmøde på lokalcentret, Gudrunsvej 80 – lige over for biblioteket. Der skal blandt andet findes en ny formand for centerrådet, da 79-årige Ruth Jensen har valgt at stoppe i rådet efter mere end 10 år. Desuden kan man komme med forslag til arrangementer og udflugter i det nye år.
I eftermiddag kl. 17.00 spiller Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold igen træningskamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Modstanderen er denne gang Skive IK fra 1. division.
I eftermiddag kl. 14.30 er der gudstjeneste i Søcafeen på Lokalcenter Brabrand.
Da en politipatrulje tirsdag kl. 21.05 standsede en bil på Gudrunsvej i Brabrand, var det begyndelsen på en hurtigt efterforskning, der endte med at føre til fire anholdelser og beslaglæggelsen af en del narko. Betjentene kunne hurtigt lugte, at der var hash i bilen, og de to mænd på 21 og 22 år, som sad i den, blev visiteret, og køretøjet blev ransaget. Det førte politiet til en adresse i Trige, hvor to mænd på 50 og 75 år blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.