I løbet af onsdagen kan du fire forskellige steder i Gellerup høre et af de spirende talenter i dansk musik, Helene Bak. Hun er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og udgav senest i 2020 albummet “Under One Roof”. Du kan høre Helene Bak kl. 11.00 på Fredspladsen, kl. 12.30 ved Information Vest, kl. 14.00 ved Bazar Vest, og kl. 15.30 kan du opleve Helene Bak ved “tankstationen” i byparken, mens der kommer lys i Den Gyldne Port.
I de seneste dage har der været en eksplosiv stigning i antallet af nye corona-smittede i Aarhus, men det er ikke længere i Brabrand og Gellerup sogne, smitten er voldsomst. Antallet af smittede i Brabrand Sogn ligger forholdsvis stabilt med 89 nye smittede de seneste syv dage, mens Gellerup Sogn i den samme periode har haft 91 nye smittede.
Torsdag kl. 19.00 kan du opleve fyrværkeri-show ved Rema 1000 på Stenbækvej, der hermed hylder de mange kunder, der har handlet i butikken gennem året. “Den bedste plads at se fyrværkeriet fra vil være fra kommunens parkeringsplads på den modsatte side af butikken,” skriver Rema 1000 på Facebook.
En 23-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 20.33 standset, da han kom kørende i en bil på Jernaldervej på trods af, at han var idømt et kørselsforbud. Ved ransagning af bilen fandt betjentene desuden en mindre mængde narko og en totenschlæger, og den 23-årige blev sigtet for alle tre overtrædelser.
En 41-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 16.33 stoppet og sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset på Spobjergvej i Brabrand.
Traditionen tro inviterer Café Brabrand d. 31. december alle i Brabrand til at komme forbi i caféen og ønske hinanden godt nytår. Der er åbent fra kl. 11.00, og der er god afstand og servering ved bordene, lover indehaver Morten Sand.