I eftermiddag kl. 16-18 er der på Gasværket, Byleddet 2C, fernisering på kunstudstillingen ”Et stort og et lille”. De tre kunstnere Anita Frichot, Annette Fausø, og Marianne Thingholm står bag udstillingen, der sætter stort og småt sammen på både et fysisk og filosofisk niveau. Udstillingen bliver åbnet af filosof og udviklingskonsulent Mette Køhlert. Læs mere her. Udstillingen er hver dag i dagene 28. marts til 1. april åben kl. 11-16.
I dag kl. 11.30 kan du igen hjælpe med at holde dit lokalområde rent og pænt. Denne gang inviterer En For Holdet til affaldsindsamling i Logistikparken. Mødestedet er på p-pladsen ved Dekra, Logistikparken 20. Arrangørerne har hapsere, veste og sække med.
Rasmus Leth-Nissen stopper som træner for Brabrand IF´s kvinder i 2. division i fodbold. Han kom til, da holdet netop var rykket op i Jyllandsserien og har i tre år været træner for holdet. Han har en stor aktie i at holdet i dag er at finde i 2. division. Holdet trænes fortsat af Hans-Martin Lauesen, som nu har fået ny assistent-træner i Nagin Ravand.
I eftermiddag inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj sammen med Familie Netværk til børnebanko i beboerhuset Laden. Kl. 12-13 er det for 5-8-årige, og kl. 13.30-14.40 er det for børn i alderen 9-12 år. Der er ingen tilmelding.
Fredag d. 5. april kl. 16.00 samler borgergruppen Almen Modstand til optog imod nedrivningerne af syv boligblokke i Gellerup. Optoget starter klokken 16 foran Brabrand Boligforenings administrationsbygning på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej og går med bannere og opråb forbi de nedrivningsdømte boligblokke på Inger Christensens Gade og Dortesvej.