For første gang har lokalområdet selv skullet betale for strømmen til julelys i Hovedgaden. På Facebook takker Brabrand-Årslev Fællesråd Brabrand El for at have leveret et stort bidrag ved af opbevare, opsætte og nedtage lysene, når den tid kommer. “Derudover er der allerede kommet sponsorater til el-udgiften fra bl.a. Ejendomsselskabet Brabrandhus og Brabrand Erhvervsforening samt lovning på flere sponsorater,” skriver fællesrådet på Facebook. “Vi takker for de mange tilkendegivelser, og der er plads til flere, hvis din virksomhed eller arbejdsplads ikke har budt ind endnu.”
Brabrand IF Fodbolds u13-drenge står i år klar til at løse en af julens faste opgaver – at skaffe sig af med det brugte juletræ. “Vi samler penge ind til en tur til et fodboldstævne i Holland. Derfor tilbyder vi at komme og hente dit juletræ, når du er færdig med at bruge det,” skriver drengene på Facebook. Det koster 50 kr. Du kan bestille afhentning ved at sende pengene på Mobile Pay nummer 6904ZX. Husk at skrive vejnavn og husnummer.
Fodboldklubben Vatanspor fejrede i går, at klubbens førsteholdstræner Haci Kara fyldte 40 år. “Haci, aka “troldmanden fra Rosenhøj” har allerede legende status i klubben som spiller. Vi glæder os til at følge ham i mange flere år i trænersædet i Vatan,” skriver klubben på Facebook. “Haci med sit rolige væsen en utrolig god formidler, hvor han skaber tryghed og tillid i truppen.”
Tirsdag kl. 14.46 skete der et færdselsuheld på Edwin Rahrs Vej, hvor en 24-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sit køretøj i rundkørslen ved Herningmotorvejen. Episoden medførte, at den 24-årige først kørt ud i rabatten og ramte et træ, inden han påkørte en 33-årig mandlig bilist. Ingen personer kom umiddelbart til skade, men der skete materiel skade på begge køretøjer. Den 24-årige blev sigtet for ikke at udvise tilstrækkeligt med agtpågivenhed i trafikken og blev idømt en straksbøde på 1.000 kroner, da han var tysk statsborger.