I dag er der Grundtvig på programmet i Brabrand Sognegård. I eftermiddag kl. 14-16 byder sognecaféen i sognegården på fællessang af Grundtvig-sange. Sognepræsterne Karsten Høgild og Simon Emil Koefoed har hver udvalgt fem sange skrevet af NFS Grundtvig, som de vil præsentere og synge for på.
Og i aften kl. 19.30 kan du i sognegården høre teolog og leder af Grundtvig-Akademiet, Ingrid Ank, holde foredrag om Grundtvigs menneskesyn og dannelsesideal. “Vi ser nærmere på, hvordan dette dannelsesideal spiller sammen med vores egen tids tilgang til skole og dannelse – og hvor man savner det,” skriver Brabrand Aarslev Kirker i oplægget. Foredraget er gratis, men kaffe og kage koster 40 kr.
Brabrand IF´s 3. divisionshold i fodbold fik tirsdag aften en lidt sløj forpremiere på sæsonstarten d. 8. marts, da Lyseng var på besøg i Brabrand til en træningskamp. Resultatet blev en sejr på 3-2 til bundholdet i 3. division i en kamp, hvor Brabrand-holdet fik prøvet forskellige løsninger af. Brabrand holdt 1-1 til et stykke ind i anden halvleg, hvorefter Lyseng på energisk og dynamisk spil flere gange fik flået Brabrand-forsvaret op afsluttet af sikre scoringer. På Henrik Andersens foto scorer Lyseng sejrsmålet til 3-2, før Lucas Møller (13) kan nå at gribe ind.
I forbindelse med det nye forsvarsforlig for 2024-2033 er det bl.a. blevet besluttet, at kvinder også skal være en del af værnepligten, og at Forsvaret skal åbnes mere for at inkludere flere dele af befolkningen. Men hvad betyder det egentlig i praksis? Det kan du høre mere om torsdag kl. 17.30-19.30 i Mellemrummet ved Gellerup Bibliotek, hvor Mino Talk med Nagieb Khaja som vært præsenterer et panel af videnspersoner og og repræsentanter fra Forsvaret.
I formiddag kl. 10.30-12.00 byder Gellerup Bibliotek på babymotorik i barselscafeen med instruktører fra Folkesundhed Vest. Der er gratis kaffe og the.
I eftermiddag kl. 14.30 afholder Folkehuset Brabrand gudstjeneste. Efterfølgende er der kirkekaffe og brød for 30 kr.
I dag kl. 16.00-18.00 byder kunstplatformen Sigrids Stue indenfor til præsentation af udgivelsen ‘Om kunsten at læse i stedets foldninger’. Forfatteren Helene Johanne Christensen stiller spørgsmål som: Hvad er et sted? Hvem skaber et sted? Hvor går grænserne for et sted? Gennem teksten forsøger hun at skrive et multidimensionelt koordinatsystem frem, der kan fungere som et fintmærkende værktøj til at lære et sted bedre at kende.
I aften kl. 18-21 inviterer Det Boligsociale Hus og de to afdelingsbestyrelser i Skovgårdsparken til en hyggeaften i fælleslokalerne på Ingasvej 66, Pynt din Ramadan, en børnefamilie-aktivitet, hvor familier kan komme og lave ramadan-pynt i Skovgårdsparken.