Brabrand-Årslev Fællesråd uddelte tirsdag aften initiativprisen Karmaprisen, og den gik i år til Vores Brabrand. På billedet ses to af de andre nominerede, Karla Gosvig, som gennem 40 år har været aktiv på en lang række områder i Brabrand, og Aage Stokholm, stifter og leder af GrimFest gennem en lang årrække. Desuden var også Inge-Marie Hansen og Esben Andersen nomineret. Som en del af prisen blev overrakt et kunstværk af Sara Pape. Foto: Kim Bisgaard.
Tirsdag startede et samarbejde mellem Folkesundhed Vest, Yggdrasil, baba Gellerup og Bydelsmødre 8220 om uddannelse af corona-guides. Som corona-guide har man viden om corona så man kan guide andre. Derfor er det oplagt at uddanne babas og bydelsmødre, som er i kontakt med rigtig mange i deres netværk og lokalområde.
Gasværket på Byleddet kommer nu også til at danne rammen om aktiviteter i Brabrand IF Gymnastik. Det skyldes især, at Lokalcenter Brabrand i øjeblikket er lukket på grund af corona, og derfor mangler gymnastikafdelingen plads. Flere af de hold, der har haft hjemsted på lokalcentret, rykker nu til Gasværket.