På lørdag d. 28. december kl. 14-22 afholder organisationen Helping Hand velgørenheds-fodboldturnering i Brabrandhallen. Overskuddet går til kørestole for børn og unge med handicap i Gaza. Tilmelding med holdnavn på sms til Gihad Kaaouach på 28 38 38 88. Pris: 250 kr. pr hold. Tilmeldingsfristen er i dag d. 25. december.
I en længere periode har Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej været under renovering, men mandag kunne veteranerne igen rykke ind i villaen, sådan at Juleaften kunne holdes under hyggelige rammer. Frivillige, pårørende og veteraner arbejdede til det sidste hårdt for at blive færdige – og det lykkedes. Billedet er taget under ombygningen.
Der har i løbet af de første juledage været flere indbrud i Brabrand, oplyser Østjyllands Politi. Juleaftens Dag gik det ud over en familie på Nøddehegnet og i nat et hjem på Hejrebakken. Mandag var det en familie på Emmasvej, der i perioden mellem kl. 13.00 og kl. 17.30 også havde ubudne gæster. Og endelig var et hjem på Engdalsvej i weekenden også ramt af indbrud.
I en serie af interviews med aktive århusianere har Stiften i dag en samtale med Julie Rokkjær Birch, Årslev, som i 2019 blev direktør for Kvindemuseet i Aarhus. Hun taler blandt andet om at arbejde for meget og ønsket om at prioritere samværet med familie og nære venner.
Søndag kl. 17.33 skete der et færdselsuheld på Gudrunsvej i Brabrand, hvor en 54-årig mandlig bilist ramte en 31-årig mand på knallert. Der var umiddelbart ingen, der kom til skade ved uheldet.