Hos kunstplatformen Sigrids Stue er man i gang med at støbe betonsten til brug i det kommende nye sundhedshus i Gellerup. Sundhedshuset skal efter planen åbne i det nye år ved siden af Globus 1 på Gudrunsvej. Foto: Gellerup 365.
I dag kl. 10.30-11.30 er der alsang ved plejehjemmet Engsøgaard, hvor der vil blive sunget gode, danske sange. Alsangen er en del af Brabrand Kirkes serie af arrangementer om Brabrand under besættelsen.
I eftermiddag kl. 15.00 inviterer Brabrand Husmoderforening på Lokalcenter Brabrand til foredrag om, hvad god hørelse betyder for vores livskvalitet. Der serveres kaffe og kage. Pris for medlemmer 30 kr. og for gæster 50 kr.
Ligeledes i eftermiddag kl. 14-16 er der sognecafé i Brabrand Sognegård, hvor Poul Marcus fortæller historien om “den mest indflydelsesrige dansker i den amerikanske historie”, Jacob A. Riis. Alle er velkomne. Tag en 20´er med til kaffen.
I dag kl. 16-17 er du velkommen til at komme forbi Ibens Kaffehus, Hovedgaden 51, og få hjælp til at tegne et medlemskab af Vores Brabrand. Vores Brabrand giver naturligvis også en kop friskbrygget kaffe.
Torsdag kl. 19.00 kan du hos Røde Kors ved Bazar Vest høre et foredrag af Lindy Lillelund, som fortæller om sit arbejde for Internationalt Røde Kors, hvor han har arbejdet som sygeplejerske i Sudan, Sydsudan, Somalia, Afghanistan og Cox’s Bazar i Bangladesh. Til foredraget fortæller han om de forskellige kulturer han har mødt, relationer han har dannet, og opgaver han har løst som udsendt Røde Kors sygeplejerske.
Racisme mellem børn af anden etnisk baggrund end dansk er en del af dagligdagen på Ellehøjskolen, siger en af skolens lærere, Andreas Ravn Skovse, til avisen BT. “Tosprogede børn ned til 1. klasse driller hinanden og holder hinanden udenfor legen, udelukkende fordi børnene kommer fra forskellige etniske grupper,” siger han til avisen.