Ved at donere dine aflagte briller eller solbriller til Synoptik i City Vest kan du nu være med til at give en ghaneser synet tilbage. Til oktober tager Synoptik for 14. gang til Ghana med tusindvis af brugte briller og solbriller, doneret af Synoptiks kunder. Synoptik gør brillerne i stand, så de er klar til at hjælpe den ghanesiske lokalbefolkning og deres syn. ”Ghaneserne udtrykker virkelig deres glæde med både ord og mimik, og de velsigner os simpelthen bogstavelig talt, når de går ud ad døren med et par briller på,” siger Ilona Søhoel, som er teamleder på projektet.
Som nævnt også i går skal Brabrand IF´s fodboldspillere i jyllandsserien i aften kl. 19.00 på den afgørende styrkeprøve i bestræbelserne på at rykke op i danmarksserien. Det gælder opgøret mod Esbjerg fB, en kamp der spilles på Give Stadion, Skovbakken 34 i Give. Begge hold har spillet sig til en andenplads i hver deres kreds, og aftenens vinder får den sidste plads i efterårets danmarksserie.
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 10.30 en 17-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder. Den 11. maj fandt en betjent fra Østjyllands Politi en pistol gemt bag et loftspanel i en fælles kældergang i Brabrand. På pistolen fandt politiet DNA-spor, og da det matchede med den 17-årige, blev han tirsdag anholdt på en adresse i Brabrand. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen.
Gellerup Museum er i fuld gang med planlægningen af genåbningen af museet efter sommerferien. Museet er placeret i en lejlighed på 6. etage på Gudrunsvej. Blandt de nye samarbejdspartnere er Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der vil etablere udstillinger på Gellerup Museum. Desuden bliver der rundvisninger i Gellerup. Du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen ved den 28. august klokken 14-16 og onsdag den 31. august klokken 16-18.
Der fejres ikke kun Sct. Hans aften på Stadepladsen ved Brabrand Sø. Også beboerne i Holmstrup har lagt op til en festlig aften med grill kl. 18 og bål kl. 20.30. Der sælges pølser, sodavand, øl og godter til børnene.
En politipatrulje traf tirsdag kl. 22.22 en større gruppe mænd, der stod forsamlet på en p-plads på Gudrunsvej. Betjentene noterede ID på mændene, og da de skulle til at køre igen, kom en 26-årig mand hen til patruljebilen og blottede sin penis foran betjentene. Han skyndte sig efterfølgende at køre væk, men han blev kort efter standset og sigtet for blufærdighedskrænkelse.