I en række medier kunne man for nylig læse, at Østjyllands Politi har identificeret mellem 1.000 og 1.500 kriminelle i Gellerupparken. Tallene stammer fra et folketingssvar fra justitsminister Peter Hummelgaard. Men tallene refereres forkert, oplyser Østjyllands Politi til mediet “Tjek Det”. “Østjyllands Politi oplyser, at man har identificeret 60 familier med i alt 1.000-1.500 familiemedlemmer, som kan være både unge og gamle, straffede eller ustraffede, skriver Tjek Det. I alt var 2,21 procent af beboerne i Gellerupparken i 2023 dømt for en overtrædelse af Straffeloven. Det svarer til 104 personer.
I aften kl. 19.30 inviterer Brabrand IF til generalforsamling i hovedforeningen. Mødet foregår i Brabrandhallens pejsestue.
Freestyleren Maymi Asgari studerer i Aalborg og spiller i fodboldklubben Aalborg Freja. Hun har for nylig været gæst i programmet “Tredje Halvleg med Brix og Jørgensen” hos TV2 Nord, hvor hun fortæller om, hvordan hun fandt ud af, at hun var god til freestyle, og hvordan hun træner. Du kan se udsendelsen her.
I eftermiddag kl. 15.00 inviterer Brabrand Husmoderforening til foredraget Fortællinger om Gasværket, hvor to af de mangeårigt aktive omkring Gasværket, Jens-Jørn Rodevad og Bjørn Veng fortæller. Mødet foregår i Folkehuset Brabrand, hvor alle er velkomne. Deltagerbetaling for medlemmer 30 kr. og for gæster 50 kr.
Gellerupparken har fortsat problemer med store mængder erhvervsaffald i boligområdets containergårde. I nattens mulm og mørke læsses affaldet af og efterlades i området. Forleden blev dette billede bragt i en lokal Facebook-gruppe, Gellerup 366/24.
I Aarhus blev der i 2023 udstedt 6.787 flere bøder til folk, der kører for stærkt, i forbindelse med politiets fartkontroller sammenlignet med 2022. Hvilket er en stigning i antallet af udstedte fartbøder på 60 procent på et år, skriver Din Avis Aarhus. Politiets fotovogne registrerede i alt 20.271 hastighedsovertrædelser. På top-10-listen over veje med flest overtrædelser var Silkeborgvej på femtepladsen med 1380 og Sintrupvej på 10. pladsen med 739 forseelser.
I dag kl. 13-15 inviterer Folkehuset Gellerup til et møde med forebyggelseskonsulent Maj Majgaard, som fortæller om, hvilke rettigheder til du har til at få hjælp til kørsel, rengøringshjælp og hjemmehjælp. Tilmelding på tlf. 27832782.
Torsdag fra kl. 9.30 samler en gruppe borgere i Skjoldhøj affald i Skjoldhøjkilen og Hasle Bakker. “Kom og vær med hver anden torsdag. Vi begynder fra Skjoldhøj Kirke kl. 9.30 og mødes i sognegården til en kop skraldekaffe kl. ca. 11.00. Vi mødes torsdage d. 21. marts, 4. og 18 april, 2., 16. og 30. maj, samt 13. juni,” skriver de på kirkens hjemmeside.