Brabrand får en ny apoteker fra 1. april. Efter 24 år som apoteker i City Vest går Helle Kristensen Baunmøller på pension. Lægemiddelstyrelsen har i stedet tildelt bevillingen til Fahad Yeser. Han har indtil nu været ansat på Uldum Apotek.
Har I et græsareal, som ikke bliver brugt? Så har I nu muligheden for at forvandle det til en farverig blomstereng. Aarhus Kommune har netop åbnet for ansøgninger til blomsterfrø-puljen, som blandt andre grundejerforeninger og fællesråd kan søge. Puljen blev oprettet sidste år som en del af Aarhus Blomstrer Vildt – en indsats, som skal fremme biodiversiteten og få aarhusianerne med på den vilde vogn. For at få del i puljen skal man have et areal på 100 m2 til rådighed. Du kan læse mere her.
Hele 8220 Brabrand oplever som resten af Aarhus Kommune fortsat dramatisk høje smittetal. Gellerup Sogn er nu det sogn i Aarhus, der totalt set oplever de største smittetal. Der har i de seneste syv dage været hele 624 nye smittede i Gellerup-området. Brabrand Sogn har i de seneste syv dage haft 517 nye smittede, hvilket er tæt på en femdobling siden årets første uge, hvor der var 111 smittede.
Brandvæsen og politi rykkede mandag aften ved 22.30-tiden ud til en anmeldt brand i en boligblok på Edwin Rahrs Vej. “Det var en klassisk skaktbrand, hvor der var en, der smed noget ud, som ikke var helt slukket, og der stadig var lidt gløder i, fortalte vagtchefen hos Østjyllands Politi til Stiften. Ingen kom til skade ved branden.