I eftermiddag kl. 14-16 indtager madskolen Fredspladsen, hvor risengrødssæsonen vil blive indledt. Livsværkstederne og Gellerup Kirke sørger for grøden og hyggen denne november-eftermiddag.
Efter at Engdalskolen i går valgte at sende alle elever i 6.-9. klasse hjem fra i dag onsdag og en uge frem, har forretningsudvalget i Brabrand Idrætsforening også anbefalet alle afdelinger at indstille aktiviteterne, som minimum for denne aldersgruppe, foreløbig til og med næste uge.
Østjyllands Politi ransagede tirsdag en lejlighed i Brabrand og fandt kokain, cannabis og et en del tusinde kroner i kontanter. Den 24-årige mandlige beboer blev anholdt, og da der var flere tegn på, at han solgte af stofferne, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Ud over narko og penge fandt patruljen også flere Georg Jensen jule-uroer i æsker. Den 24-årige nægtede at have stjålet dem, men han endte med også at få en sigtelse for hæleri.
Børn og voksne i kunstplatformen Sigrids Stue arbejder i øjeblikket sammen for at bygge tre nye bænke! Det er en del af arbejdet med at skabe et hyggeligt rum omkring Sigrids UdeStue ved Nordgårdhallen. “Vi glæder os til at se mange, der vil stoppe og sidde på bænkene på vej til/fra biblioteket og City Vest,” skriver Sigrids Stue på Facebook.
En af de frivillige i Livsværkstederne har indstillet Café Vita til kåring som en af Årets Hjertesager hos PFA Brug Livet Fonden. Café Vita er drevet af Livsværkstederne. Der er ganske få ansatte, og rådgivningen, vedligehold af lokaler og en del af caféarbejdet bæres af frivillige ildsjæle. Du kan stemme på Café Vita her.