Onsdag morgen indgik Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det radikale Venstre aftale om konstitueringen i det nye Aarhus Byråd. Aftalen betyder, at Jacob Bundsgaard fortsætter som borgmester, mens SF´s Thomas Medom forbliver rådmand for Børn og Unge, mens Rabih Azad-Ahmad også forbliver kultur-rådmand. Til gengæld må Bünyamin Simsek forlade posten som rådmand for Teknik og Miljø. Den post overtager i stedet den konservative Steen Stavnsbo. Læs Stiftens gennemgang her.
I morgen, torsdag d. 18. november er der igen kvalitetsjazz på Gasværket. Kl. 20.00 går Nancy Harms på scenen med sin trio: Peter Rosendal: piano, Earle Graig: bas og Janus Templeton: trommer. Nancy Harms er en af de mest spændende vokalister på jazzscenen i New York. Den talentfulde amerikanske sangfugl synger med en sjælden indlevelse og en silkeblød stemme, der spænder vidt og balancerer mellem det introverte og skrøbelige til det meget udadvendte. Billetprisen er 150,- for medlemmer. Du kan bestille billetter her.
Gellerupbadet fylder 50 år på fredag d. 19. november. Det fejrer de frivillige omkring Gellerupbadet med kaffe og kage i opholdsrummet fredag kl. 15.00. Her har du også en mulighed for at se en lille udstilling med billeder af livet i og omkring badet gennem tiden. Der er udsigt til, at Gellerupbadet om få år skal vige pladsen for et nyt verdens- og familiebad. Det ventes opført, så det kan åbne i 2025.
Fredag kl. 16.30 spiller Nelle Trio release-koncert for deres nye album i forbindelse med Café Europas fredagsbar. Albummet indeholder otte melodiske sange. Tre sjælefulde musikere fra med base i københavn har indspillet et album, som handler om udfordringerne ved at bo i et fremme land. Karolina og Radek fra Polen og Stian fra Norge har besluttet for første gang at dele deres fortællinger og erfaringer som immigranter.