Ny begynder den længe ventede nedrivning af det tidligere Hejredalskollegium. I en årrække har de to-etagers kollegie-blokke ligget forladte og mere og mere nedslidte hen. AP Pension har overtaget grunden og planlægger at opføre et nyt kvarter. Der bliver tale om 75 boliger i to og tre etager. Du kan læse mere om projektet her.
Tirsdag eftermiddag holdt Samvirket i Gellerup og Toveshøj igen årsmøde. Beboere, frivillige, foreningsfolk og ansatte i området mødtes for at fejre de mange positive ting, der sker i lokalområdet. Det foregik i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus, hvor der som altid var spændende oplæg og rigeligt med aftensmad.
I weekenden afholdt fællesskabet Vild med Gellerup hele to workshops for beboere med have-interesse. Lørdag var der spire-workshop, hvor deltagerne fik sat blomsterfrø til forspiring. Og dagen efter blev der produceret håndlavede potter til altanerne. Det hele foregik hos iværksætterhuset Square One.
Torsdag fra kl. 16.30 er der forårsstemning på Fredspladsen i Gellerup, når der holdes Lysfest. Den blev udsat fra februar, hvor blæst og regn ødelagde planerne. Du kan opleve lysinstallationen “Solnedgangslys” v/ kunstneren Kim Trige, og ind i mellem er der fællessang under ledelse af Martin Hornstrup. Det hele afsluttes med et flot ildshow med to dygtige artister. Alle er velkomne.