Arbejdet med at forskønne tunnelen mellem J.P. Larsens Vej og Hovedgaden er nu i fuld gang. Malerfirmaet Helge & Michael Jørgensen har sammen med kunstner Anne Katrine Graah Rasmussen indledt forberedelserne til, at børn fra Engdalskolen i de kommende dage hjælper med at gøre tunnelen festlig og farverig med blandt andet fugle i alle størrelser og faconer.
Folketingets Transportudvalg besøger i dag Brabrand for at se nærmere på placeringen af et muligt togstop, sådan som borgergruppen Brabrand på Skinner har argumenteret for i en årrække. Nu har Aarhus Kommune sammen med en række andre kommuner fået lavet nye beregninger, der viser at en dobbeltsporet jernbane mellem Aarhus og Silkeborg er en betydelig bedre idé end hidtil tænkt. Det er med til at styrke argumentet for et togstop i Brabrand. Læs Stiftens dækning i dag.
I eftermiddag kl. 14-16 kan du se og høre fortællingen om det grønne Gellerup på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6.th. – og benytte lejligheden til at se resten af museet samt nyde udsigten over den del af den nye bypark, som bliver kaldt Joops Have. Læs mere her.
I eftermiddag 13. september kl. 16-17 kan du i Mellemrummet ved indgangen til Gellerup Bibliotek høre en koncert med en jazztrio, der fortolker højskolesange. Efter koncerten kan du få et kig på Folkehuset Brabrands nye lokale i Sports- og Kulturcampus.
Plejehjemmet Engsøgaard havde tirsdag besøg af en pølsevogn, der serverede hotdogs og andre lækkerier for beboerne på plejehjemmet. Pølsevognen er et af en række aktiviteter, der skal gøre hverdagen hyggelig og rar for alle på plejehjemmet.