A. Enggaard A/S holder fortsat kortene tæt ind til kroppen, når det gælder udviklingen af den tidligere Jaka-fabrik på Høiriisgårdsvej. Forleden afslørede afdelingschef Jens Skinnebach i Stiften, at det går i retning af en kombination af boliger, erhverv og idræts- og sundhedsaktiviteter. Projektudviklingschef Jakup Sjóstein siger, at man endnu ikke er klar til at præsentere den samlede plan for bygningen.
Husk Almen Modstands konference i dag kl. 13-17, ”Velfærd, kulturarv eller ghetto?”, hvor tre forskere fortæller om udviklingen af Gellerup og Toveshøj ind til nu. Blandt andre fortæller seniorforsker Vibeke Jakobsen om ”Boligsocial velfærd og socialt udsatte”. Det foregår hos 3F Transport, Sommervej 5.
Onsdagen byder kl. 16.30 også på fyraftenssang, der denne gang foregår i Gellerup Kirke. Organist Martin Hornstrup har udvalgt en række sange og spiller for til en times fællesskab om sangen.
En familie på Jettesvej i Brabrand har tirsdag haft indbrud. Det foregik i perioden mellem kl. 16.00 og kl. 20.40, oplyser Østjyllands Politi.
I aften kl. 18.00 holder madvirksomheden Aarstiderne igen fællesspisning på Gasværket, hvor man også kan høre om opbevaring og tilberedning af grøntsager. Det er gratis for virksomhedens kunder, mens prisen ellers er 150 kr. pr. person, dog halv pris for børn. Tilmelding via dette link.