I dag er det Luciadag. Lucia kommer af latinske lux (= lys). Sankta Lucia var en italiensk helgeninde, som led martyrdøden og har helgendag den 13. december. Det blev fejret allerede tirsdag eftermiddag i Livsværkstedernes café i City Vest, hvor der var en meget utraditionel lucia-brud – men også lækre kager og æbleskiver.
I formiddag kl. 10.00 kan du i Folkehuset Brabrand, Voldbækvej 92, opleve luciaoptog med elever fra Engdalskolen. Der vil være korsang, fællessang og andre juleindslag. Der kan købes luciabrød med kaffe/te i Søcaféen for 20 kr.
I Gellerup Kirke fejres igen i år jul i fællesskab med andre. Det bliver en eftermiddag og aften fyldt med samvær, god mad og hygge. Programmet starter med gudstjeneste kl. 16, hvor deltagerne efterfølgende går i kirkens underetage og spiser god julemad. Aftenen slutter omkring 21.30. Det koster 100 kr. at tilmelde sig, og alle er velkomne. Tilmelding foregår via kirkekontoret på telefonnummer: 8625 1810. Tilmeldingsfrist er d. 18. december kl. 12.00.
I dag kl. 13-16 holder Brabrand Aarslev Kirker julefrokost med julehygge, julesange, julemad og sågar også julebingo! Medbring godt humør og en lille pakke til julebingo’et. Pris: 100 kr. med MobilePay eller kontant.
I aften kl. 19.00-21.30 i Gellerup Kirke er der brætspilsaften for unge i samarbejde med KFUM og KFUM Gellerup. Alle er velkomne.
Østjyllands Politi fremstillede onsdag en 20-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for flere forskellige forhold, herunder forsøg på manddrab, våbenbesiddelse og trusler på livet. Mandag kl. 13.24 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 26-årig kvinde tidligere på dagen var blevet truet med pistol på sin hjemadresse i Tilst af den 20-årige mand. De to personer kendte hinanden i forvejen, men den 20-årige mand var væk fra stedet, da politiet var fremme kort tid efter anmeldelsen. I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet ledt intensivt efter den 20-årige mand, hvilket tirsdag kl. 12.00 førte til, at han blev udfundet og anholdt på en adresse i Brabrand.