I eftermiddag kl. 14.00 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til en musikalsk eftermiddag med Lene Friis, som har været udøvende musiker, sunget og spillet harmonika i over 30 år. Det bliver et par timer i sognegården med et bredt repertoire af sang, musik og fællessang. Deltagelse er gratis, men kaffe og brød koster 20,-
I eftermiddag kl. 14.30 kan du på Gellerup Bibliotek se den smukke film, Still Alice om en lingvistik professor, som finder ud af, at hun har tegn på Alzheimers. Filmvisningen er en del af bibliotekets demens-uge.
I dag kl. 16-20 inviterer Engdalskolen til forårsevent. Der vil være et tæt koncertprogram på scenen, og desuden er der udstillinger og masser af boder, hvor 8. årgang sælger mad og drikkevarer.
Onsdag kl. 16.30-17.30 kan du på Gellerup Bibliotek høre om demens og de udfordringer, der kan følge med en demenssygdom. Der er oplæg og dialog med demenskoordinator Mathilde Mohrsen.
I aften kl. 17-19 kan du i det nye beboerhus Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus i Gellerup høre om en masse forskellige muligheder for uddannelse og job inden for sundhedsområdet. Blandt andre er der folk fra sosu- og sygeplejerske-uddannelserne. Det boligsociale hus arrangerer aftenen.
Onsdag kl. 20.00 kan du på Gellerupscenen opleve “Unge poeter”. Du kan høre nye sange på basis af tekster fra et skriveværksted på Alléskolen sat i musik af sangskrivere på MGK-Ø. Entré 30 kr. Læs mere her.
Tirsdag kl. 20.28 bemærkede en politipatrulje en bil, der holdt parkeret ved kirken på Gudrunsvej. Betjentene tog kontakt til de tre mænd, der sad i bilen, der i øvrigt lugtede kraftigt af hash. De tre mænd blev alle visiteret, og den ene af dem, en 20-årig mand, blev fundet i besiddelse af flere ulovlige piller og blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Under ransagning af bilen fandt betjentene en mindre mængde skunk og hash, som en 41-årig mand blev sigtet for at besidde.