I går og igen i dag har kunstplatformen Sigrids Stue serveret arabisk kaffe og myntete ved kaffevognen ved gangstien ned til City Vest. “Det gav anledning til mange gode møder og samtaler om området og de forandringer som finder sted i Gellerup,” skriver Sigrids Stue, der udleverer den lille bog Flora Gellerup med tilhørende frøpose og en marmelade med solbær fra nyttehaverne på Dortesvej.
Der skal være storkamp på fodboldbanen ved Sødalskolen i anden runde af årets pokalturnering. Vatanspor fra jyllandsserien får nemlig besøg af superligaholdet AGF. Det fremgik af lodtrækningen i dag, hvor det også viste sig, at Brabrand IF´s 2. divisionshold skal til Silkeborg for at møde Young Boys fra 3. division. Det bliver for flere spillere et gensyn: Brabrands tidligere målmand Henrik Lindhard spiller nu i Young Boys, mens forsvarsspilleren Tobias Olesen omvendt er vendt tilbage til Brabrand efter en periode i Silkeborg-klubben.
Brabrand IF´s kvindehold i 2. division i fodbold spiller i aften kl. 18.30 pokalkamp på hjemmebane i Brabrand, hvor holdet møder Team Viborg i anden runde af pokalturneringen.
Udsigten fra café Æblehaven tirsdag aften kort før kl. 21. Æblehaven med den fantastiske udsigt til Brabrand Sø har fortsat åbent hver dag kl. 10-21, hvor du kan få is, kaffe, kolde øl og vand samt lækre hotdogs.
Få dage efter at Brabrand IF Gymnastik har åbnet for tilmeldingen til efterårets hold, er mange børnehold allerede fyldt op. “Vi vil rigtig gerne imødekomme efterspørgslen og oprette flere hold, og søger derfor flere forældre, voksne eller teenagere, der kunne tænke sig at have et hold – eller alternativt være med at stå for et hold sammen med andre,” skriver gymnastikafdelingen. Du kan skrive til bif-gym@hotmail.com, hvis du er interesseret.
På mandag d. 15. august kl. 17-18 er Brabrand IF Fodbold igen klar med Fantastisk Fodboldstart for alle de mindste i Brabrand, der godt kunne tænke sig at prøve at spille i fodbold! Fem mandage i træk kan du prøve, hvordan det er at spille fodbold. Du har far eller mor med hver gang. Læs mere her – for drenge her og for piger her.
I mandags var det første skoledag for alle skolebørn. Særligt de helt nye i 0. klasse blev godt modtaget i de lokale skoler. Billedet er fra Ellehøjskolen, hvor børn og forældre mødtes ved flagstangen, og eleverne i 3. klasse sang “Jeg ved en lærkerede”, inden børn og forældre gik igennem en hel flag-allé.
Brabrand Stadion har fået en VIP-lounge. Antallet af sponsorer omkring 2. divisionsholdet, som møder op til turneringskampene, er stigende, og derfor sætter klubben nu stole frem særligt til de folk, som er med til at finansiere fodboldholdet, der fortsat kører videre på amatørbasis. Billedet er taget af Andreas Rasch-Christensen.