Forberedelserne til åbning af street food-området midt i Gellerup er i fuld gang. Hos kulturplatformen Andromeda 8220 på Gudrunsvej 78 er lærlinge fra Aarhus Tech sammen med designere fra et tjekkisk design-gymnasium og folk fra Bureau Detours på Godsbanen gået i gang med at bygge møbler til street food-området, der åbner til april.
Lokalområdet tager sig også i denne tid flot ud sidst på eftermiddagen, når solen går ned. Billedet her er taget af Pia Bloch, som besøgte området ved rostadion og er lånt i Facebook-gruppen Livet i Ådalen.
Folk fra nedbrydningsfirmaet Kingo er gået i gang med at forberede nedrivningen af to boligblokke på Inger Christensens Gade. Selve nedrivningen afventer, at Boligretten afgør to sager, hvor beboere har gjort indsigelse mod Brabrand Boligforenings opsigelse af dem. Men ind til da fjernes byggeelementer, der skal genbruges, fra de opgange, hvor der ikke længere bor lejere. Foto: Helle Hansen.
Tirsdag kl. 06.34 skete der et færdselsuheld i et t-kryds på Rosbjergvej i Årslev. En 48-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 32-årig mandlig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.