I aften kl. 19.30 indbyder Brabrand Sangkor til forårskoncert i Brabrand Kirke. “Man vil høre de dejligste sange, hvor komponister og tekstforfattere giver udtryk for den glæde og følelse, vi alle har, når vi finder os selv midt i naturens storslåede scener med alle de livsbekræftende farver og stemninger,” skriver koret om aftenens program. Efter koncerten serveres der vin, vand og chips i sognegården for et beskedent beløb. Der er gratis entré.
Fodboldens Disciplinærinstans har nu afsagt dom over Brabrand-spilleren Jesper Brinck, der i lørdagens 2. divisionskamp mod FA2000 fik rødt kort. Man modtog en indberetning fra kampens dommer i forbindelse med udvisningen. Her skulle Brinck have sagt: ”hvor mange penge har du fået dommer”. Disciplinærinstansen kommet frem til, at udtalelsen stiller spørgsmålstegn ved dommerens integritet, og at udtalelsen derved er i strid med DBU’s Adfærdskodeks punkt 2.11.1. Det resulterer i en tillægsstraf på 19 karantænepoint, svarende til en spilledags karantæne. Brabrand IF har oplyst, at klubben tager dyb afstand fra den type udfald mod dommere.
I eftermiddag kl. 14.00-15.30 er der sognecafé i Brabrand Sognegård. Denne onsdag bliver der et lille indslag om Jeppe Aakjær.
Rockgruppen Zar Paulo med rødder i Brabrand har vundet en Carl Pris for ‘Årets Danske Rockudgivelse’. Sammen med bandets producer Anders Bønløkke modtager bandet prisen for albummet ‘Elendig software’. “Og her gik vi og troede, at dagen ikke kunne blive større,” skriver Zar Paulo på Facebook.