Motionsdamerne i Brabrand IF Fodbold har ingen fast træner, men skiftes til at tage tjansen, og så inviterer de egnede gæstetrænere fra gang til gang. Tirsdag aften fik de besøg af den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen, som i følge Brabrand IF Ungdom på Facebook eksekverede alletiders træning over knap 90 minutter.
Fødevarestyrelsen har midt i november været på uanmeldt kontrolbesøg hos Bager Hartmeier i Hovedgaden, og det resulterede i en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner, skriver Lokalavisen. I løbet af de tre timer, som den tilsynsførende befandt sig i bagerforretningen, blev der konstateret mangelfuld rengøring flere steder i både butikken og bageriet. “Vi er meget kede og trætte af det og skuffet over os selv. Vi vil frem for alt gøre, hvad der står i vores magt for, at vi ikke skal have en sur smiley. Det er ikke sådan, vi gerne vil opfattes,” siger indehaver Lars Hartmeier til Lokalavisen.
Flere gange i løbet af november er en sæl blevet set i Årslev Engsø, og Marco Lund Møller fra Lykkensdalsvej har lagt flere fine billeder af sælen på sin Facebookside. Stiften har talt med Biolog ved Naturhistorisk Museum, Morten DD Hansen, om, hvordan sælen er kommet helt op i Årslev Engsø. “Jeg synes, det er sjovt, fordi det giver folk en naturoplevelse, at se en sæl i en å eller en sø. Og i sådan en lavvandet og næringsrig sø som Årslev Engsø er der masser af fisk og føde, siger han til Stiften.
I dag kl. 10-14 inviterer Lokalcenter Brabrand til julemarked på lokalcentret. Der vil være fine produkter til salg, og desuden kommer Vinkælderen og præsenterer gode vintilbud. Endelig har tombolaen fine præmier.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er bekymret for Ellehøjskolens evne til at løfte elevernes faglige niveau godt nok, og derfor skal Aarhus Kommune senest d. 10. december aflevere en plan for, hvordan det faglige niveau på skolen kan styrkes. Forskningschef ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, kommenterer i Jyllands-Posten, at »man har to skoler med en del udfordringer, og så er det krystalklart, at man laver en yderligere presbold ved at lægge dem sammen. Man skal være meget opmærksom på de elever, der går på den nye skole”.
35 år på Gudrunsvej er slut for Cirkus Tværs. Lastbilen er pakket med cirkusfolkenes grej, og snart flytter de ind i Sports- og Kulturcampus på Karen Blixens Boulevard. “Tak til alle, der har delt gode stunder med os i cirkus. Vi er klar til at opleve nye dejlige ting i det nye hus,” skriver Cirkus Tværs på Facebook. Sports- og Kulturcampus indvies officielt d. 8. december.