Brabrand IF inviterer nu børn i 4-7-årsalderen til at prøve at spille fodbold. Fem mandage i træk kl. 17-18 står fodboldafdelingens trænere klar til at sætte lege og små fodboldspil i gang – første gang d. 16. august. Fantastisk Fodboldstart hedder initiativet, der er gratis. Det er dog et krav, at en forælder deltager i træningen og legen sammen med barnet. Du kan læse mere om initiativet for drenge her og for piger via dette link.
I dag er en stor dag i mange Brabrand-hjem. Det er første skoledag for de nye 0. klasser, der på Engdalskolen mødes kl. 9.00 i skolegården. Fra 9.30 til 11.00 er der oplæg for forældrene, og derefter er der kaffe til dem, som vil vente på, at børnene får fri kl. 11.30.
De to kommende torsdage, d. 12. og d. 19. august, i tidsrummet 18-23 være en mindre militærøvelse i True Skov, skriver Johan Vestergaard i Facebook-gruppen True Skov for Alle. Især omkring Espenhøjvej og Selkærvej vil der blive skudt med løst krudt. Desuden vil der muligvis blive affyret enkelte kanonslag. Politiet er orienteret.
I Vores Brabrands nyhedsbrev står der, at der i dag, mandag, er bankospil i Brabrand Lokalcenter. Det er ikke rigtigt – bankospillet er først på onsdag d. 11. august. Vi beklager fejlen.
Brabrand IF´s kvindehold i fodbold spillede søndag dem første turneringskamp i kvindeserien efter oprykningen før sommerferien. På udebane i Odense mod Østre Boldklub blev det et nederlag på 1-2, efter at Amanda Larsen ellers havde bragt Brabrand foran i første halvleg. Der var i kampen debut til tre mangeårige Brabrand-spillere, Kamilla Kammer, Pia Silze-Andersen og Josephine Schou Nielsen.
Den tidligere Brabrand-spiller Jesper Brinck har fortsat stor succes i fodboldklubben Klaksvik KI, der med Brinck i forsvaret fører den færøske liga med 10 points med til nummer to, Vikingur. De to hold mødtes i weekenden, og Klaksvik vandt 3-0, blandt andet på en assist af Jesper Brinck. Også den tidligere målmand i Brabrand, Mathias Rosenørn, spiller i klubben.