Så er hverdagen tilbage. I dag åbner skolerne igen efter en god lang sommerferie, og blandt andet de tre lokale folkeskoler, Ellehøjskolen, Sødalskolen og Engdalskolen har været i gang den seneste uge for at gøre klar til at modtage eleverne igen – både velkendte ansigter og alle de nye i 0. klasse. Her er det Sødalskolens personale, der er samlet og på Facebook fortæller, at de glæder sig til at se eleverne igen.
Grimfest tog i lørdags det kommende indendørs spillested i Grimhøjgårds lade i brug. Det skete til en såkaldt talk – en samtale, hvor Lydmor alias Jenny Rossander fortalte om sit mangeartede arbejde med musik, og om starten hvor Grimfest var et af de første steder hun optrådte på en scene.