Man skal lige se efter, om man nu også har husket at trække håndbremsen. Det måtte en nystartet VVS-lærling hos Lars Lykkegaard VVS i Brabrand sande, da han efter et besøg i en håndværkerbutik fandt lånebilen “sejlende” i Aarhus Å. “Han parkerede bilen og gik ind i butikken. Kort efter kommer en mand løbende ind i butikken og fortæller, at en bil er begyndt at trille uden fører”, fortæller VVS-installatør Lars Lykkegaard til Ekstra Bladet om sin lærlings uheld.
Flere borgere ringede søndag omkring kl. 21.50 til politiet og fortalte, at de havde hørt en række skud, der var blevet affyret omkring Gellerup Kirke. Der var ingen personer på stedet, da politiet kom frem, men hundepatruljerne fandt 13 hylstre, som stammede fra løse skud, og i et buskads lå en løsskydningspistol. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvem der har affyret pistolen. Har du oplysninger om i sagen, kan du kontakte politiet via tlf. 114.
Der var både regnbyger og strålende sol over Brabrands idrætsanlæg, da 69 piger søndag eftermiddag dystede i skolefodbold for piger. Der var ingen decideret vindere, men masser af medaljer til de unge deltagere, hvoraf en del sandsynligvis har fået lyst til at spille endnu mere fodbold. Foto: Henrik Andersen.
I formiddag kl. 10.30 inviterer Aarhus Kommune alle kvinder i Gellerup og Toveshøj, som er på barsel, til en gåtur som en del af forløbet Stærk mor, Glad baby. Der er afgang fra Globus1.
Ligeledes mandag går det løs med træning i det fri for både mænd og kvinder på multisportsbanen i byparken. Mændene mødes kl. 12.00, mens kvinderne træner kl. 13.
I eftermiddag kl. 16.30-18.30 inviterer Gellerup Art Factory de lokale foreninger og andre interesserede til planlægningsmøde om den kommende GAF-fest, der afholdes lørdag den 14. november på Gellerupscenen. Alle lokale aktører kan være med og byde ind med indhold til festen.
Brabrand IF´s hold i Jyllandsserien i fodbold måtte søndag notere et overraskende nederlag til bundholdet, IFSK, der på Brabrand Stadion vandt 1-0. Målet blev scoret 10 minutter før afslutningen direkte på frispark efter en kamp uden de helt store målchancer.