Coronasmitten har stadig alt for godt fat i Gellerup Sogn. Søndagens tal fra Statens Serum Institut viser, at der den sidste uge har været 42 nysmittede i lokalområdet. Det svarer til en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 450. Gellerup Sogn er altså nu under nedlukningsgrænsen på 600. Det skal Gellerup dog være en uge i træk, før lokalsamfundet kan åbne igen.
Også i dag, mandag, kører Region Midtjyllands testbus rundt i Gellerup-området. Fra kl. 9.00-9.45 holder den ved Bazar Vest, fra kl. 10.00 ved Janesvej 11, 11.45 ved City Vest, 12.30 ved Lenesvej 11 og kl. 14-16 igen ved Bazar Vest.
Den 28-årige mand fra Tilst, som for nylig blev idømt betinget fængsel og samfundstjeneste efter at have påkørt og dræbt en 23-årig kvinde i krydset Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej, kan se frem til et millionkrav fra den efterladte mand til den dræbte kvinde. I følge JP Aarhus lyder kravet på 1,4 millioner kroner.
Vatanspor og Brabrand IF spillede søndag 2-2 i en jævnbyrdig jyllandsseriekamp på banen ved Sødalskolen. Sanel Kapidzic blev den store spiller for Vatanspor. han bragte holdet foran efter en halv time, og efter at Brabrand havde udlignet i anden halvleg, sørgede han også for 2-1-målet på straffespark, inden Brabrand igen fik udlignet til slutresultatet. Ingen af de to hold kan længere nå oprykningspladsen til danmarksserien.
Brabrands serie 2-kvinder i fodbold må formentlig vinke farvel til oprykningsdrømmen, da det søndag eftermiddag blev et 1-7-nederlag til det andet tophold, de statskundskabs-studerende i IFSK. Sarah Kaagaard-Dahl scorede Brabrands eneste mål, men det var på ingen måde nok mod IFSK, der nu er tre points foran inden de sidste to kampe.
Natten til mandag kl. 02.00 skete der et færdselsuheld ved Jettesvej i Brabrand. En 18-årig mandlig bilist kom kørende ad Trille Lucassens Gade, da han mistede herredømmet over bilen og påkørte en lygtepæl. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af uheldet.