Mandag-onsdag kl. 15-19 kan du på Gudrunsvej 78 hos Galleri Andromeda 8220 opleve minifestivalen Vi Fællesskaber. I tre dage åbner Andromeda dørene og sætter fokus på Gellerups eksisterende og kommende fællesskaber med oplæg, fællesspisning, debat, udstilling og film. Du kan læse mere her. I dag præsenteres to projekter, som nogle af Gellerups unge har været med til at lave: En arkitekturudstilling, der handler om Gellerup, og fremstillingen af nogle helt særlige Gellerup-t-shirts skabt i samarbejde med fotografen Kaare Viemose. Kl. 18.30 vises den franske dokumentarfilm ’Swagger’, der følger de sejeste, skarpeste, sjoveste og swaggeste unge i en forstad til Paris.
Politikerne i Børn og Unge-udvalget diskuterede i torsdags oplægget til en udbygning af Engdalskolen. Forvaltningen orienterede om de foreslåede muligheder for udbygning af Engdalskolen og senere også byggeri af en skole i Årslev. Desuden blev der diskuteret finansiering som en del af budgetforliget 2022, og politikerne stillede en række spørgsmål om mulige greb i forbindelse med frit skolevalg, fremgår det af referatet fra mødet.
I eftermiddag kl. 16.15 er der ægte topkamp på Brabrand Stadion alias /domis park i Brabrand, når topholdet Brabrand IF i jyllandsserie 1 tager imod FC Djursland. Med tre runder igen topper Brabrand rækken og spiller for alvor med om den ene oprykningsplads til danmarksserien.