Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen kommer tirsdag kl. 19 til Gellerup, hvor hun sammen med det øvrige publikum på Gellerupscenen vil overvære forestillingen 4 EVER, der er en del af kulturfestivalen JALLA:19. Tidligere på året var kunstnerisk leder i OPGANG2 Turnéteater Pia Marcussen til kultursalon på Marienborg, hvor hun afleverede en invitation til kulturministeren om at komme til Aarhus og opleve ungdomsteater, når det er bedst – og den tager nu nu imod. Du kan læse mere om JALLA:19 her.
Topholdet Team Favrskov Håndbold var søndag eftermiddag for stor en mundfuld for Brabrands håndboldherrer i 3. division, der hjemme i Brabrandhallen måtte se sig slået med cifrene 18-37. Efter nederlaget ligger Brabrand fortsat i bunden af rækken med tre points.
Natten til søndag blev mange i Brabrand vækket af en helikopter, der fløj langsomt langs kanten af Brabrand Sø og afsøgte området med kraftige projektører. Østjyllands Politi meddelte søndag, at der var tale om en større eftersøgning, hvor der også var hundepatruljer involveret på landjorden. Den efterlyste person blev heldigvis fundet i god behold.
En politipatrulje, der gik rundt i Bazar Vest søndag eftermiddag, opdagede kl. 16.40 tre mænd, som de gerne ville tale med. Mændene var dog noget utilfredse med politiet og ønskede ikke at snakke med betjentene. En 30-årig mand blev aggressiv og begyndte at råbe ud over hele bazaren, og han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. De to andre mænd blev kortvarigt anholdt, mens betjentene sikrede deres identitet og visiterede dem.
I dag kl. 13.15 inviterer Lokalcenter Brabrand igen til bankospil på lokalcentret. Der er som altid fine præmier. Der følger kaffe og brød med ved køb af plader.
En gruppe unge fra Gellerup inviterede for nogen tid siden læge Lars Østergaard til bydelen for at interviewe ham om corona-vaccinationer. Det er der kommet fem små film ud af. Du kan se den første af filmene her.
En 27-årig mand blev søndag kl. 16.13 dirigeret ind til siden, efter han lige for øjnene af en patrulje kørte over for rødt på Åby Ringvej. Da patruljen tog kontakt til ham, kunne de lugte hash, men inden de nåede at sige noget, viste den 27-årige selv flere poser med hash og skunk frem, som var gemt i bilen. Stofferne blev beslaglagt, og den 27-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg – desuden blev han sigtet for at køre over for rødt.