Cirkus Tværs har sendt en gruppe dygtige artister på tur med forestillingen “Godt det først er på fredag”. “I går var det jo fredag, heldigvis gik det rigtigt godt og vi er klar til Norden Festival næste weekend i Schleswig,” skriver Cirkus Tværs om premieren.
I dag er flagdag for Danmarks udsendte soldater, og det markerer Veteranhjem Midtjylland efter en højtidelighed i Mindeparken og frokost på Restaurant Hermans med kaffe og kage kl. 13-17 på veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej 61 – og derefter grill, hygge og fodbold på storskærm, hvor AGF møder FC Nordsjælland. Alle er velkomne.
I aften kl. 19.00 kan du på Gellerup Bibliotek høre folketingsmedlem Jens Joel fortælle om sin bog, Fællesskaberen, og deltage i debat om fordelingen af elever i folkeskolen. Arrangør er Socialdemokratiet i Brabrand, Årslev og Gellerup. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding.
Fodboldklubben Vatanspor havde inden søndagens kamp mod Frederikshavn endnu ikke prøvet at vinde i denne sæson i jyllandsserien. Og heller ikke i det femte forsøg lykkedes det. 1-1 blev det på banen ved Sødalskolen, hvor Frederikshavn tidligt kom foran, men Vatanspor Sanel Kapidzic sørgede for udligningen et kvarter før tid. Vatanspor er næstsidst i rækken.
Søndag kl. 21.20 blev en 23-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Janesvej i Brabrand. Både han og en 22-årig passager i bilen havde en mindre mængde hash på sig, som de blev sigtet for at besidde.