Bager Hartmeier i Hovedgaden har som andre handledende store udfordringer med elpriser, råvarer priser, og ikke mindst personalemangel. Det betyder, at Charlotte og Lars Hartmeier har besluttet i år at holde lukket d. 26. december, og samtidig skærer butikken en halv time af den daglige åbningstid, så der nu er åbent kl. 5.30-17.00. “Vi prøver hele tiden at tilpasse os omstændighederne. som lige nu byder på kæmpe udfordringer i vores virksomhed,” skriver de på Facebook.
Med lyskæder, bannere og protester vil borgere fra hele Aarhus i dag foran Aarhus Rådhus forsøge at påvirke politikerne til at fjerne mange af de varslede spareforslag. Men selve forhandlingerne om, hvor Aarhus Kommune næste år vil skære 214 mio. kr. af budgettet, er udskudt, da borgmester Jacob Bundsgaard har fået corona. Borgerne må samtidig vente med flere partiers holdning til de flere end 4.000 indsendte høringssvar, skriver Jyllands-Posten.
Rigtig mange familier fra Toveshøj besøgte søndag julefesten i beboerhuset Laden. Det var den første julefest, efter at Laden er genåbnet efter renovering, og efter at corona-virussen i to år forhindrede den stemningsfulde fest. Det var afdelingsbestyrelsen i Toveshøj, der stod for festen.
Den meget omtalte sag om UC Gadeplan og Kontaktstedet i Gellerup har ført til afskedigelser af fem ansatte. Desuden har en medarbejder selv sagt op. Tre ansatte har fået en tjenstlig advarsel. Det fremgår af en redegørelse til social- og beskæftigelsesudvalget, skriver Stiften. Redegørelsen løfter også sløret for, at de ansatte har snydt med aftenvagterne, misbrugt UC Gadeplans busser og lækket et runderingsskema fra en aftenvagt.
Politi og brandvæsen måtte fredag nat forbi Inger Christensens Gade i Gellerup, hvorfra der omkring klokken 00.50 indløb en melding om brand i en lejlighed. Det viste sig at være brand i en opgang, men ilden var til at overse, og beredskabets primære opgave blev at få luftet ud. Brandårsagen er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men der er formentlig blevet antændt et eller andet i opgangen, skriver Stiften.
Søndag kl. 19.40 blev en 26-årig mandlig bilist standset og sigtet for at køre uden førerret på Gudrunsvej i Brabrand. Da der lå nogle tramadolpiller og en joint i bilen, blev han også sigtet besiddelse af euforiserende stoffer.
Natten til mandag kl. 1.15 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Røgelvej i Brabrand. I bilen fandt betjentene et par joints, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.