Østjyllands Politi modtog i nat kl. 00.34 oplysninger om, at der var blevet afgivet skud på Janesvej. Adskillige politipatruljer blev sendt til området, men politiet traf hverken personer eller køretøjer. Ved en nærmere undersøgelse blev der dog fundet flere afskudte patronhylstre. Politiet er interesseret i oplysninger og kan kontaktes på telefon 114.
I dag skal Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold på endnu en svær opgave: Kl. 14.00 løber holdet ind på kunstgræsbanen i Middelfart, hvor holdet skal forsøge at hente yderligere tre points til samlingen. I Middelfart huserer den tidligere Brabrand-spiller Jacob Linnet, og den seneste melding er, at han er i startopstillingen for sit nye hold.
Arkitekt Knud Friis byggede i 1958 et hus til sin familie på Højen 13 i Brabrand, og huset betragtes som et af de mest markante i Danmark. Den amerikanske journalist Michael Sheridan skriver grundigt om villaen i bogen “Mesterværker – enfamilieshuse i dansk arkitekturs guldalder”. Stiften bragte i går en omtale af Knud Friis´ hus med udpluk fra bogen.
Med foråret følger også for mange lysten til at komme ud i kolonihavehuset. Jyllands-Posten har været på besøg i Haveforeningen Søvang af 1955, der ligger ned til Brabrand Sø. I øjeblikket står 38 personer på ventelisten til at blive en del af foreningen, og halvdelen af dem har skrevet sig op siden sommeren 2020, skriver avisen.
Søndag d. 11. april samler Kræftens Bekæmpelse igen ind i bl.a. Brabrand, og der mangler fortsat indsamlere, skriver indsamlingsleder Mette Bisgaard på Facebook. Du kan tilmelde dig som indsamler via dette link.
Mandag kl. 01.09 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej. Den 23-årige blev endvidere sigtet for manglende tegngivning, manglende lys foran, kørsel i frakendelsestiden samt besiddelse af euforiserende stoffer.
Corona-smitten er nærmest eksploderet i Gellerup den sidste uge. 41 nye smittede betyder mere end en fordobling i forhold til ugen før – og en incidens på hele 414. Vores Brabrand har fejlagtigt skrevet, at testcentret har åbent i dag. Det er desværre ikke tilfældet. Beklager fejlen!