I dag og i aften markeres befrielsen af Danmark fra den tyske besættelse i 1945 mange steder. Kl.13-15 byder Folkehuset Gellerup, Gudrunsvej 80, på foredrag med Lars Nikolajsen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, som fortæller om Brabrand under besættelsen. Lars Nikolajsen er sammen med Vibeke Harsberg forfatter til bogen Brabrand under Besættelsen. I Brabrand havde man stort set alle de samme udfordringer som alle andre steder i landet. Der var alt fra sabotage, stikkere, værnemagere og henrettelse til indsamling af spild og frosne lokumsspande. Der serveres kaffe/te og kage.
Brabrands fodboldkvinder i landets tredje-fineste række, C-Liga, løb søndag på banen til en meget vigtig kamp på udebane mod Randers Q. Taberen ville blive efterladt under nedrykningsstregen – og det endte med at blive Brabrand IF. Efter en jævnbyrdig første halvleg, der endte 1-1, scorede Randers Q to mål i anden halvlegs første kvarter og bragte sig foran 3-1. Det formåede Brabrand ikke at svare tilbage på, og 1-3-nederlaget betyder, at holdet nu er fire points efter netop Randers Q. Målscorer for Brabrand i første halvleg var Matilde Bach Frandsen.
Når Valhalla-spejderne d. 23. juni endnu en gang inviterer til Sct. Hans Aften på Stadepladsen, bliver båltaleren borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold. Borgmesteren har sagt ja til at holde den traditionsrige tale, mens bålet blusser på pladsen ned til Brabrand Sø.
I aften kl. 19-21 inviterer Folkehuset Brabrand til åbent træværksted. “Har du lyst til at arbejde med træ, reparere noget hjemmefra eller lave noget helt nyt? Så kig forbi folkehusets hyggelige træværksted – her er plads til både begyndere og øvede,” skriver folkehuset. Læs om arrangementet her.
Dagens MadMandag i Madkiosken ved Karen Blixens Blvd. byder på den marokkansk inspirerede vegetarisk gryderet, marokish, med hvide bønner, aubergine, søde kartofler, abrikoser, fennikel med mere. Couscous salat og croutoner ved siden af. I køkkenet står Liff Thestrup, madmor og inspireret af mad fra hele verden. Hun er tilflytter og har boet i Gellerup de sidste 3 år. Liff er tidligere deltager i Masterchef og besidder en stor viden om mad og fødevarer. Læs om dagens ret her.
Fodboldklubben ACFC fik lørdag et enkelt point med hjem fra udekampen i serie 1, hvor dagens modstander var Hovedgård/Søvind. Det blev en meget målrig kamp, der endte 4-4, og det ene point var ikke nok til at rykke ACFC væk fra den ene af de to nedrykningspladser.



