Mens sneen ligger tungt over Brabrand, har Grimfest offentliggjort de første navne til næste års festival d. 1.-3. august. Blandt andet kan du glæde dig til et at tidens største navne, Guldimund, som bliver en del af festival-programmet. Efter de to albums ‘Dem vi plejede at være’ fra 2021 og ‘Jeg venter i lyset’ fra 2023 kaster han allerede skygger over den danske musikscene som en af samtidens mest markante, hjemlige singer-songwriters. Desuden optræder også Den Sorte Skole og Greta.
Mange veteraner og deres børn trodsede søndag vintervejret og mødte op til juletræsfest for børn og voksne hos Veteranhjem Midtjylland. Byrådsmedlem Peter Sporleder holdt en følelsesladet velkomsttale, og Aarhus Kommunes veteranrådgiver Julie Hasselager havde sammen med leder af veteranhjemmet, Tanja Dahl Therkildsen, havde sørget for masser af materialer til juleklip og fremstilling af flotte dekorationer.
Onsdag kl. 19 inviterer Brabrand IF Gymnastik til fælles juletræning i Brabrandhallen. Landsstævneinstruktør Marian Holst Pedersen guider en times aktiv gymnastik, efterfulgt af sang og hygge i pejsestuen. Der har været tilmelding til den tapas-menu, der serveres.
I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Den Gode Skolegang i Laden til informationsmøde om unges misbrug. Du kan blandt andet høre om det udbredte misbrug af tramadol og dolol, og hvordan du som forælder kan tale med dine unge om det.
I dag d. 4. december kl. 13.15 har Folkehuset Brabrand traditionen tro bankospil på programmet.
På fredag fra kl. 12 kan du komme forbi og opleve Toveshøjhaven, hvor en flok frivillige er i gang med at indrette en sansehave. “Vi tænder bål og varmer suppe, og så hygger vi og ser på alle de forandringer, som er sket i haven siden foråret. Kom og oplev den nye indgang, se vildtbadets bed og de fine sansehavekummer og vores skønne multtoilet,” skriver de aktive i projektet Gellerup Gror.
DR har i forbindelse med offentliggørelsen af parallelsamfunds-listen i fredags besøgt nogle af de nye beboere, som er flyttet til Gellerup, blandt andre 23-årige Søren Haagh. Han studerer erhvervsøkonomi på Aarhus BSS og flyttede for et halvt år siden ind i en helt nybygget boligblok, som er opført af entreprenøren A.Enggaard. Søren Haagh giver 6.000 kroner om måneden for en toværelses lejlighed på knap 50 kvadratmeter. “Jeg kan godt lide at være her og er ikke påvirket af, om det står på en liste eller ej,” siger han i denne artikel.
Søndag kl. 15.48 skete der et færdselsuheld på Herningmotorvejen ved Brabrand. En 31-årig mand mistede kontrollen over sin bil på den glatte vej i en kurve ved afkørslen. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Søndag kl. 22.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 21-årig mand var blevet ramt af en bil, da han gik på Dortesvej. Efterfølgende var bilisten kørt fra stedet uden at give sig til kende. Sammenstødet skete ved lav fart, og den 21-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.