Har du lyst til selskab på løbeturen? Så mød op ved indgangen til Brabrandhallen tirsdag og torsdag kl. 17.55. Brabrand IF Motion løber i grupper med forskellig distance og tempo, så alle kan være med. Medlemmerne løber ikke mod hinanden, men dyrker det sociale fællesskab, på deres ugentlig løbeture. I løbet af året deltager foreningen i motionsløb som Reepark, Tranberg-løbet og i visse tilfælde et halvmaraton. “Vi arrangerer også selv løb som Bølling sø rundt, Tunø rundt, Anemone tur og julemandsløb,” skriver afdelingen. Læs mere her.
På onsdag d. 2. juni går Aarhus Kommune i gang med at etablere pudebump på Hejredalsvej, oplyser projektleder Per Thoft Kærsgaard. Bumpene er den sidste del af den fartdæmpning, der skal gøre Hejredalsvej til en mere sikker vej at færdes på for alle trafikanter.
I aften kl. 19.00 inviterer musikforeningen Jazzværket til generalforsamling. Det foregår på Gasværket.
Gellerup Sogn kommer stadig tættere på en ny nedlukning på grund af for høj corona-smitte. Søndagens tal viste 55 smittede den seneste uge og en incidens (antal smittede pr. 100.000) på 589. Andelen af smittede i forhold til testede er så høj som 6,7 procent.
I samarbejde med Region Midtjylland har Aarhus Kommune besluttet, at en mobil testenhed skal køre rundt i Gellerup i håb om, at flere lader sig teste. “I den kan man blive kviktestet, og hvis man er positiv, så er der mulighed for umiddelbart bagefter at få foretaget en PCR-test i bussen, så man kan være helt sikker på resultatet,” siger stadsdirektør Niels Højberg til Jyllands-Posten.
Tirsdag aften kl. 19.00 holder Brabrand Idrætsforening repræsentantskabsmøde i Brabrandhallen. Det er idrætsforeningens generalforsamling, hvor du kan få et overblik over foreningens virke. Alle medlemmer er velkomne. Blandt andet vil der blive fremlagt et oplæg til profilering af Brabrand IF og et muligt nyt logo for foreningen.
Søndag kl. 19.30 spottede en gående politipatrulje en gruppe personer, der sad omkring nogle bænke ved Gudrunsvej. Da personerne så betjentene begyndte de at gå fra stedet. Betjentene fulgte efter den ene af dem, en 31-årig mand, der dog nægtede at oplyse hvad han hed. Han oplyste herefter et navn og en fødselsdato, som betjentene ikke kunne få til at stemme, og han endte derfor med at blive anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. I forbindelse med, at han blev sat ind på bagsædet af patruljebilen råbte han skældsord efter den ene betjent, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.