Grimfest har offentliggjort flere nye navne til sommerens festival. Blandt andet er der i programmet blevet plads til rapperen Johnson, som voksede op sammen med L.O.C. og U$O og tilbage i tiden var en del af rapgruppen B.A.N.G.E.R.S. Han drager nu ud på en slags greatest hits-runde til landets største byer, hvor du kan høre hits som “Kig forbi” og “Det passer” og drengerøvshits som “Bawler hele dagen” og “Teriyaki”. Andre nye navne på Grimfests program er Pind og Kristian Leth.
I eftermiddag 15.30-17.30 er der igen Maker Monday i Gellerup Biblioteks maker space. Du kan blandt andet prøve kræfter med lasercuttere, 3D-printere og Scan´n Cut.
I aften kl. 17-19 inviterer Røde Kors Huset ved Bazar Vest til Vinteraften, hvor de frivillige i huset byder på et gratis måltid mad. Desuden fortæller Alia fra Sundheds Rewaq om tips og tricks til at spare i hjemmet.
I aften kl. 17-20 holder Bydelsmødre i 8220 generalforsamling i beboerhuset Laden. Alle uddannede bydelsmødre er velkomne.
Fredag var der pyjamashygge hos Sødalskolens SFO. Børnene i SFO´en var samlet til Fredags-hygge med rigeligt med popcorn i poserne.
Gellerup Kirke har fået en gave mere af én af kirkens huskunstnere, Tenna Rhiger: Et hvidt antependium, der er vævet og broderet af uld og silke. “Den hvide farve bruges særligt på højhelligdage – så der er lidt tid til, at vi får lejlighed til at indvie det – næste “hvide søndag” er Mariæ Bebudelse den 26. marts,” skriver kirken på Facebook.
Preben Astrup, som gennem mange år er kommet i Gellerup som en del af Get2Sport, holder d. 2.marts kl. 10.00 et oplæg i Domkirkens hus, Sct. Clemens Gård, Kannikegade 12, 1. under overskriften “Gellerup meditationer”. Her vil han fortælle om sit syn på Gellerup som et udtryk for succesfuld integration.
En familie på Silkeborgvej har i tidsrummet mellem lørdag kl. 13.00 og søndag kl. 16.00 haft besøg af indbrudstyve, skriver Østjyllands Politi.
En politipatrulje fra Østjyllands Politi fandt søndag aften frem til en 18-årig mand, der var løbet væk, da politiet ville ransage en bil på Gudrunsvej. Politiet fandt frem til en 18-årig mand, der gemte sig oven på nogle containere. Den unge mand var meget forpustet, og da han nægtede at oplyse sit navn til politiet, blev han sigtet og anholdt. Politiet fandt en mindre mængde tramadoler, som han ikke havde gyldig recept til. Han blev derfor sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, og tramadolerne blev beslaglagt. Ligeledes blev han fundet i besiddelse af en kniv.