Østjyllands Politi fik søndag kl. 6.21 en anmeldelse om et røveri på Circle K på Silkeborgvej. Ekspedienten fortalte, at en mørkklædt mand kom ind i butikken, trak en kniv og truede ham til at udlevere syv pakker cigaretter. På vej ud af butikken tog gerningsmanden også en doughnut, inden han gik ud til en scooter, som han kørte væk på sammen med en anden mand, der havde ventet ude foran.
Manden med kniven beskrives som: østafrikansk af udseende, sort hudfarve, ca. 18-30 år, ca. 180-185 cm høj, spinkel, talte dansk, iført mørkt tøj, bevæbnet med større kokkekniv, kørte på grå/sølvfarvet scooter. Har du oplysninger til politiet, kan de gives via tlf. 114.
En kajakroer, Per Schäfer, mener at ænderne ved Brabrand Sø bliver fodret for meget, og at det giver for meget afføring langs kanten af søen. Det har han fået Stiften til at skrive om. “Det er såmænd ganske forståeligt, at de lokale går en tur her ved bredden, men det er ikke en god idé at fodre ænderne,” siger han til avisen.
Aarhus Bibliotekerne bygger et nyt bibliotek og samlingshus i samarbejde med Brabrand Boligforening. Biblioteket bliver en del af det større Sports og Kulturcampus, som skal huse flere lokale aktører, kultur-, idræts- og sundhedstilbud samt lokale foreninger. Biblioteket har været på besøg i byggeriet og fortæller her om processen frem til det, der skal blive et flot nyt bibliotek.
Lommeguld er en forening af unge fra Gellerup og Toveshøj, som gerne vil tjene nogle lommepenge. De arbejder på et nyt koncept, måltidskasser, som de gerne vil afprøve. Lommeguld har fem gratis måltidskasser, som man kan få leveret til døren mellem kl. 15 og 17 onsdag den 31. marts. Menuen er falafelruller udarbejdet i samarbejde med Mustafa Faour. Du kan få en af måltidskasserne ved at ringe til Lommeguld på tlf: 30 99 54 99.