Du kan stadig nå at deltage i Brabrand Grønne Nabofællesskabers fællesspisning og foredrag i morgen, tirsdag, kl. 17.30 i Magic Forest på Grimhøjgård, Grimhøjvej 20. Der er blandt andet oplæg ved Marianne Norup fra Skærbæk Nabofællesskaber om, hvordan Skærbæk er blevet til ”et godt sted at bo”. Der er også tid til spørgsmål og debat. Pris: 30 kr per person. Børn under 8 år spiser gratis. Der er tilmeldingsfrist i dag. Der betales ved tilmelding på mobilepay 7943ZT.
Brabrand IF´s fodboldkvinder i serie 1 spillede søndag den anden kamp efter oprykningen. Efter et 0-2-nederlag i Hedensted fik holdet anderledes succes i den første hjemmekamp, hvor FC Skanderborg var på besøg. 2-1 blev det til Brabrand efter 0-0 ved pausen. Kamilla Kammer bragte Brabrand på 1-0, mens Meta Helene Hansen scorede det sejrsmålet til allersidst, lige efter at FC Skanderborg havde udlignet til 1-1. Foto: Henrik Andersen.
Fodboldklubben Vatanspor fik en dårlig generalprøve, inden holdet torsdag møder AGF i pokalturneringen. I Aalborg blev det til et 1-3 nederlag til Aalborg Chang. Hjemmeholdet kom foran 3-0 i første halvleg, inden det i anden halvleg lykkedes Vatanspor at reducere til 1-3. Vatanspor er nu placeret i den nederste del af jyllandsserien.
Den tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, har i øvrigt leveret sin helt egen optakt til AGF-kampen på Facebook, hvor hun beklager sig over, at Vatanspor har fået lov til at servere den i Brabrand legendariske Vatan Kebab, man altid kan få til holdets hjemmekampe ved Sødalskolen. “Igen igen accepteres der islamiske særkrav”, skriver Pia Kjærsgaard på Facebook. Vatanspor har svaret Kjærsgaard, at hun er velkommen til kampen og vil få gratis adgang.
Den 11-årige motocross-kører Frederik Rahn Stampe sejrede suverænt i weekendens DM-afdeling på Hedeland-banen ved Roskilde efter en første- og en andenplads i de to heats. Han nærmer sig nu førstepladsen i rækken og er nu kun fem point efter nummer 1 med to løb tilbage.
Lørdag holdt beboerne i Søvangen fest i afdelingens beboerhus. Der har tidligere flere gange været holdt afskedsfest for beboerhuset, men nu er det blevet besluttet, at det ikke skal lukkes, så derfor blev det “kun” en sommerfest. Der var en bar med både øl og sodavand, popcorn og snacks og beboerne havde kunne bestille pizza til nedsatte priser fra det lokale pizzeria. Det havde ca. 45 benyttet sig af.
Valhalla Gruppes weekend-arrangement, Nat i Naturen, bød på lækker bålmad, pandekager, raketter, uv-natløb og ikke mindst mulighed for at sove i det fri i enten hængekøje, bivuak, glampingtelt og ikke mindst vores nye svævende telte. “Stor tak til Friluftsrådet for støtten til vores arrangement med midler til svævende telte og materialer til UV-løb. Teltene kan fremover lånes af andre spejdergrupper i området,” skriver Valhalla-spejderne på Facebook. Du kan se en video fra arrangementet her.