Et omfattende program er klar for det tredje Torvemarked på Verdenspladsen midt i Gellerup på torsdag d. 2. maj. Blandt andet kan du opleve Sofasamtale med Gellerup Kirke, hvor du kan tale om spørgsmål som: Hvad gør dig glad? Og hvad tænker du meningen med livet er? BørneBasket Aarhus inviterer alle børn til at komme forbi og prøve basketball, og der er danseoptræden med Danselinjen FGU Vest. Og du kan høre FemmeTones old school hiphop med en eftersmag af “den nyere lyd”. Og når du bliver sulten, er Saakin Sambuusa klar til at servere østafrikanske specialiteter. Læs om hele programmet her.
I samarbejde med Fiskeekspressen og Harlev Put and Take afholdt AROS Ungdom søndag en hyggelig dag i det fri for alle mellem 10 og 16 år. Her var der mulighed for at prøve fiskeri i den ene sø hvor Lystfiskerforeningen AROS´ erfarne instruktører stod klar til at lære fra sig. AROS Ungdom er ungdomsafdeling i Lystfiskerforeningen AROS for alle junior- og ungdomsfiskere. AROS Ungdom arrangerer fisketure efter mange forskellige fiskearter og har fokus på kammeratskab, naturoplevelser og hygge.
Brabrands fodboldkvinder i 2. division fik søndag en fodboldlektion af det andet tophold i rækken, Kolding IF. Hjemme på Domis Park blev det til et nederlag på hele 0-4 til det ellers så sejrsvante Brabrand-hold. De fire mål blev scoret jævnt hen over kampen. Med nederlaget dumpede Brabrand ned midt i rækken, og afstanden til nedrykningspladserne er nu kun to points.
Kvindeafdelingens andethold i serie 1 fik et enkelt point med hjem fra besøget hos de lokale rivaler, Åbyhøj, hvor det på en meget svær og tung græsbane blev til et enkelt point efter resultatet 2-2. efter mange målchancer i begge ender af banen. Foto: Henrik Andersen.
På Helenelyst planlægges der igen i år et stort loppemarked. Det foregår lørdag d. 25. maj kl. 10-15 på det grønne areal overfor fælleslegepladsen. Skriv til Rie Harboe Nygaard med navn og adresse, hvis du vil have en bod. Man stiller selv op fra kl. 9 samme dag.
Søndag kl. 17.39 kørte flere patruljer til Karen Blixens Boulevard efter en anmeldelse om, at flere mænd var oppe at slås foran Gellerupbadet. Politiet fandt de en 35-årig mand, der lå på jorden og tydeligvis havde været udsat for vold. Han var ved bevidsthed og blev kørt til skadestuen til behandling for skader og brud, der formentligt er forårsaget af flere slag og spark. Ud fra den foreløbige efterforskning tyder det på, at en mindre gruppe mænd af endnu ukendte årsager har overfaldet den 35-årige.
Fredag aften foretog Østjyllands Politi en færdselskontrol i det vestlige Aarhus, og selvom det var dårligt vejr, og der var få bilister på vejene, så blev der alligevel skrevet nogle sager. 10 bilister står til klip i kørekortet på grund af for høj hastighed, mens seks andre får et klip, da de sad med mobiltelefonen i hånden, mens de kørte. Derudover blev der skrevet fem sager for mindre færdselsforseelser. I alt blev 18 bilister sigtet under indsatsen.
Onsdag i tidsrummet 10-14 kan du i Folkehuset Gellerup lære at lave somaliske sambusa sammen med frivillige instruktører fra Aarhus Afro. Du kan ligeledes smage somalisk te med forskellige krydderier. Der er plads til 12 deltagere, og tilmelding er nødvendig. Det kan ske på Facebook til Maryan Hayir. Det foregår i folkehuset på Gudrunsvej 80.
Motocross-talentet Frederik Rahn Stampe var i weekenden i aktion i tyske Dreetz, hvor det gjaldt endnu en afdeling i ADAC-serien. Det blev samlet set hans bedste oplevelse nogensinde i serien, og det blev til placeringer som nummer 26 og 11. “Jeg tager masser af gode ting med mig videre, min bedste kvalifikation i ADAC, bedste heat resultat og faktisk god start i 1 heat inden jeg hang fast i ham makkerens baghjul,” skriver Frederik Rahn Stampe på Facebook.